USA driver Ukraines nye måde at føre krig på

I den forrige artikel beskrev vi, hvordan Rusland forsøger at slide Ukraine ned med masseangreb mod byer, energiforsyning og forsvarsproduktion. Det nye i denne udvikling er, at Ukraine i stigende grad svarer igen med en anden logik: billigere våben, hurtigere innovation, bedre data og mere decentral kampkraft. Det er den kombination, flere analytikere og ukrainske kilder beskriver som en ny spillebog. Og her er USA stadig den vigtigste eksterne arkitekt.

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Fra tunge platforme til et netværk af billige slag

Den ukrainske krigsførelse i 2023 til 2026 har bevæget sig væk fra forestillingen om, at krigen først og fremmest skal vindes med enkelte store våbensystemer. I stedet er tyngdepunktet flyttet mod et tæt samspil mellem efterretninger, satellitdata, software, droner, præcisionsvåben og hurtig tilpasning på slagmarken.

Amerikansk støtte har været central i den omlægning. Det gælder ikke kun leverancer af våben, men også træning, målangivelse, kommunikationssystemer, logistisk planlægning og et efterretningssamarbejde, som har gjort Ukraine i stand til at ramme mere præcist og disponere sine begrænsede ressourcer bedre. ^[1]

Det er også her, forklaringen på formuleringen om, at Ukraine "kan takke USA", skal findes. Ikke fordi Washington alene har skabt resultaterne, men fordi amerikansk teknologi og militær knowhow har gjort det muligt for Ukraine at føre krig på en måde, der kompenserer for landets mindre økonomi og færre klassiske kapaciteter.

Området omkring Donetsk-fronten i Øst-Ukraine

De konkrete amerikanske byggesten

HIMARS, ATACMS og præcisionskrigen

Luftforsvarsområdet omkring Kyiv, der viser beskyttelsen af hovedstaden og kritisk infrastruktur

HIMARS blev tidligt et symbol på den amerikanske støtte, men systemets betydning rækker ud over det ikoniske. Det ændrede den ukrainske evne til at ramme kommandoposter, ammunitionslagre og logistiske knudepunkter bag fronten. Senere gav amerikanske ATACMS-missiler Ukraine mulighed for at slå længere ind i russisk besatte områder og mod udvalgte militære mål på større afstand.

Effekten var ikke kun fysisk ødelæggelse. Når Rusland må sprede sine lagre, flytte fly og beskytte flere baser, stiger omkostningerne og den operative friktion. Det er et klassisk eksempel på, at relativt få præcisionsvåben kan tvinge en større modstander til at bruge langt flere ressourcer defensivt.

Patriot, NASAMS og beskyttelsen af baglandet

USA har også spillet en afgørende rolle i opbygningen af Ukraines lagdelte luftforsvar. Patriot-systemer har især været vigtige mod ballistiske missiler, mens NASAMS og andre systemer har styrket forsvaret af byer og kritisk infrastruktur.

Det er ikke et perfekt skjold. Det viste de seneste russiske storangreb også. Men uden den amerikansk understøttede luftforsvarsarkitektur ville ødelæggelserne være større, og Ukraine ville have langt sværere ved at holde våbenproduktion, energisystemer og kommandostruktur i gang.

Træning og doktrin

En mindre synlig, men strategisk vigtig del af støtten har været træning. Ukrainske soldater er blevet uddannet i alt fra artilleri og luftforsvar til stabstjeneste, vedligeholdelse og samvirke mellem forskellige våbenarter. Samtidig har den amerikanske tilgang til battle management, datafusion og hurtige beslutningscyklusser sat spor. ^[2]

Krigen har dog ikke været en envejslære. Ukraine har selv presset udviklingen frem, især på droneområdet, hvor amerikanske og europæiske partnere ofte har måttet lære af ukrainsk improvisation og frontnær innovation. Den nye spillebog er derfor ikke bare importeret fra USA. Den er et fælles produkt, men med massiv amerikansk acceleration.

Efterretningerne er den mest undervurderede støtte

Når ukrainske enheder rammer kommandocentre, luftværn eller logistiske mål med høj præcision, skyldes det sjældent kun selve våbnet. Det skyldes kæden før affyringen: overvågning, signalindhentning, satellitbilleder, analyse og løbende opdateringer.

Her har USA været afgørende. Amerikansk efterretningsdeling har gennem hele krigen givet Ukraine et forspring i at forstå russiske bevægelser, vurdere trusler og udpege højværdimål. Netop denne del af støtten nævnes ofte som mere betydningsfuld end enkelte våbenpakker, fordi den løfter effekten af alt andet. ^[1]

Det forklarer også, hvorfor Ukraine har kunnet spille det nye spil bedre end Rusland på flere områder: ikke nødvendigvis med flere våben, men med hurtigere og bedre beslutninger.

Men USA er ikke hele forklaringen

Det ville være for enkelt at give Washington hele æren. Ukraine har selv ændret krigen gennem en usædvanlig hurtig innovationskultur, især i brugen af billige droner, maritime droner og digitale kommandosystemer. Landet har opbygget en forsvarsindustri under bombardement og formået at sprede produktionen, så russiske angreb sjældent lammer systemet fuldt ud.

Derudover har Rusland også bidraget til dynamikken med egne fejl. Tung centralisering, stive kommandostrukturer og langsom tilpasning har givet Ukraine muligheder. Når Rusland samtidig bruger enorme mængder ammunition og droner for at opnå begrænsede taktiske fremskridt, bliver den ukrainske model med relativt billige asymmetriske midler mere attraktiv.

Økonomiske og energirelaterede faktorer spiller også ind. Angreb mod olieanlæg, raffinaderier og logistik på russisk territorium har ikke væltet den russiske krigsmaskine, men de har skabt forstyrrelser og tvunget Moskva til at prioritere beskyttelse af baglandet. Det er en indirekte gevinst for Ukraine.

Konsekvenser for NATO og Europa

USA's rolle i Ukraine har også ændret den europæiske sikkerhedsorden i praksis. For det første har krigen gjort Ukraine til en de facto sikkerhedspartner for Vesten, længe før et formelt NATO-medlemskab eventuelt kommer på tale. Ukraines hær er nu blandt Europas mest erfarne i højteknologisk konventionel krig. ^[2]

For det andet har den amerikanske støtte lagt pres på europæiske lande for at øge forsvarsbudgetter, ammunitionproduktion og beredskab. Byrdefordelingen er stadig skæv, men krigen har tvunget en række regeringer til at handle hurtigere, end de ellers ville have gjort. ^[3]

For det tredje skaber afhængigheden af USA en strategisk sårbarhed. Hvis Washington skifter kurs politisk, står Europa over for et valg: enten at fylde hullet selv eller acceptere et svagere Ukraine. Det er præcis derfor, diskussionen om europæisk strategisk autonomi ikke længere kun er et fransk slogan, men et praktisk spørgsmål om produktion, finansiering og politisk vilje. ^[4]

Det nye spil er også et kapløb med tiden

Ukraines model virker, når landet kan kombinere vestlig støtte med egen hurtig innovation. Men modellen er sårbar. Luftforsvarsmissiler er dyre, amerikansk politik er ustabil, og Rusland forsøger konstant at skalere sin egen drone- og missilproduktion.

Det betyder, at den nye spillebog ikke er en endelig løsning. Den er en metode til at holde initiativet, påføre Rusland omkostninger og undgå strategisk udmattelse. Spørgsmålet er, om USA og Europa kan holde tempoet, mens Ukraine fortsætter med at tilpasse sig hurtigere end modstanderen.

Bundlinjen

Efter de seneste russiske storangreb er det let at fokusere på ødelæggelserne alene. Men under overfladen udspiller der sig en anden historie: Ukraine er ikke bare ved at overleve, landet har ændret måden, krigen føres på. USA har leveret de vigtigste redskaber til den omstilling, især præcisionsvåben, luftforsvar, træning og efterretninger.

Det afgørende er dog ikke ét amerikansk system eller én våbenpakke. Det afgørende er kombinationen. Ukraine vinder ikke stort ved at kopiere gamle hære. Landet vinder, når det forbinder amerikansk kapacitet med ukrainsk improvisation hurtigere, end Rusland kan svare igen.

Ukraine mestrer nye spilleregler efter Trump-chok og høster stor gevinst