Våbenhvilen vakler, Israel trapper op i Libanon

Netanyahus ordre om at intensivere angrebene mod Hizbollah kommer kun to dage efter, at en forlængelse af våbenhvilen blev meldt ud. Det nye er derfor ikke blot, at kampene fortsætter. Det nye er, at den seneste diplomatiske pause nu tydeligere fremstår som en papirkonstruktion uden reel kontrol på jorden. ^[1]

Lørdag ramte israelske angreb flere steder i det sydlige Libanon. Ifølge libanesiske myndigheder blev mindst seks mennesker dræbt. Israel siger på sin side, at man dræbte Hizbollah-medlemmer i køretøjer med våben og i områder, hvor de udgjorde en trussel mod israelske soldater. Hizbollah svarede ifølge libanesiske og internationale medier igen ved at angribe et israelsk militærkøretøj i det sydlige Libanon.

Det, der var uklart fredag, er mere klart søndag

Vi beskrev i går, at den tre uger lange forlængelse manglede både stærk bekræftelse og tydelige håndhævelsesmekanismer. Udviklingen siden da har skærpet billedet: Der findes stadig diplomatiske formuleringer, men ingen stabil sikkerhedsorden.

For Israel er fortsatte angreb forenelige med en våbenhvile, hvis målene vurderes at være forebyggende eller nødvendige mod Hizbollah. For Libanon og Hizbollah er israelsk tilstedeværelse og fortsatte angreb i sig selv et brud. Så længe det gab består, vil næsten enhver aftale være ustabil fra første time. ^[2]

Litani-floden løber gennem Sydlibanon og er en central reference i grænsekonflikten.

Maps

2006 spøger stadig ved grænsen

I praksis blev den model aldrig fuldt gennemført.

Det er præcis den arv, der nu gør hver ny våbenhvile skrøbelig. Der findes et internationalt rammeværk, men ikke en aktør, der kan håndhæve det afgørende punkt: hvem der faktisk må operere militært i Sydlibanon.

Hizbollahs fodaftryk er stadig det centrale problem

Det er ikke nyt, at Hizbollah er stærk i Sydlibanon. Det nye er, hvor tydeligt den operative virkelighed igen har overhalet diplomatiet.

Bevægelsen er ikke kun en milits. Den er også et politisk magtcenter med dybe forbindelser til Iran og med lokal forankring i dele af det sydlige Libanon. Det giver Hizbollah en usædvanlig position: Gruppen er stærk nok til at påvirke krig og fred ved grænsen, men samtidig så indlejret i Libanons politiske struktur, at staten ikke uden videre kan skubbe den til side. ^[5]

For Israel betyder det, at enhver begrænset Hizbollah-aktivitet tæt på grænsen bliver læst som begyndelsen på en større trussel. For Beirut betyder det, at regeringen formelt står som ansvarlig stat uden at have fuld kontrol over den vigtigste væbnede aktør i området.

Risikoen er større end endnu en grænseepisode

UNIFIL og den libanesiske stat står tilbage med det samme gamle hul

En af de mest nøgterne konklusioner efter weekenden er, at hverken UNIFIL eller den libanesiske regering ser ud til at have fået den rolle, diplomaterne igen og igen skriver ind i aftalerne.

Det betyder, at den internationale model stadig lider af samme svaghed som efter 2006: Man forsøger at stabilisere et område, hvor staten er for svag, den væbnede ikke-statslige aktør er for stærk, og Israel forbeholder sig retten til selv at handle militært.

Hvorfor det betyder noget

Det afgørende efter Netanyahus ordre er ikke kun, at våbenhvilen vakler. Det afgørende er, at den underliggende struktur bag konflikten igen er synlig i ren form.

Israel vil ikke acceptere Hizbollah tæt ved grænsen. Hizbollah vil ikke acceptere israelsk militær frihed i Libanon. Libanons stat kan ikke fuldt kontrollere den ene part, og FN kan ikke tvinge den anden til at stoppe.

Så længe de forhold består, vil hver ny våbenhvile ligne en udsættelse mere end en løsning. Og det er præcis derfor, lørdagens angreb betyder mere end endnu et døgns blodig grænsedramatik. De viser, at den politiske pause allerede er ved at blive indhentet af den virkelighed, den aldrig fik kontrol over.