Afskrækkelseskapacitet er evnen til at forhindre en modstander i at handle aggressivt ved at overbevise vedkommende om, at prisen vil blive for høj. Begrebet bruges især i sikkerheds- og forsvarspolitik, hvor stater søger at afholde andre fra angreb, pres eller optrapning gennem troværdige trusler om svar, gengældelse eller stærkt forsvar. Det handler altså ikke kun om at have våben eller soldater, men om at få modparten til at tro på, at de faktisk vil blive brugt, hvis en grænse overskrides.
Hvordan afskrækkelse virker
Afskrækkelse bygger typisk på tre elementer, kapacitet, troværdighed og signalering. En stat skal have reelle militære eller politiske midler til at svare igen. Den skal også fremstå villig til at bruge dem. Endelig skal budskabet være klart, så modstanderen forstår, hvilke handlinger der vil udløse et modsvar.
I praksis kan afskrækkelseskapacitet både være konventionel og nuklear. Konventionel afskrækkelse bygger på almindelige militære styrker, luftforsvar, flåder og alliancer. Nuklear afskrækkelse bygger på truslen om atomar gengældelse. Under den kolde krig var dette centralt i forholdet mellem USA og Sovjetunionen, og i dag spiller det stadig en stor rolle i debatten om NATO, Rusland og europæisk sikkerhed.
Hvor begrebet bruges i dag
Begrebet dukker ofte op, når politikere og analytikere diskuterer forsvarsbudgetter, militær tilstedeværelse og sikkerhedsgarantier. Hvis et land eksempelvis udstationerer flere soldater i et grænseområde eller styrker sit missilforsvar, kan formålet være at øge afskrækkelseskapaciteten. Tanken er, at en mulig angriber skal afholde sig fra at handle, fordi risikoen for tab og modreaktion bliver for stor.
Afskrækkelseskapacitet er vigtig i aktuelle nyheder, fordi den påvirker, hvordan stater forsøger at undgå krig, opretholde magtbalance og sende signaler i perioder med international spænding.