CCS er en forkortelse for carbon capture and storage, på dansk fangst og lagring af CO2. Begrebet dækker teknologier, der opfanger kuldioxid fra store udledningskilder som cementfabrikker, affaldsforbrænding, kraftværker og kemiske anlæg. CO2'en transporteres derefter, ofte via rør eller skib, og lagres dybt under jorden i geologiske formationer, hvor den kan holdes væk fra atmosfæren i meget lang tid.
Sådan fungerer CCS
CCS består typisk af tre led, fangst, transport og lagring. Først skilles CO2 fra røggasser eller procesgasser ved industrielle anlæg. Det kan ske med forskellige metoder, afhængigt af hvor koncentreret CO2'en er, og hvilken type produktion der er tale om. Derefter komprimeres gassen og sendes videre til et lagringssted.
Lagringen sker ofte i undergrunden, for eksempel i udtømte olie- og gasfelter eller i porøse bjergarter med tætte lag ovenover. Formålet er at forhindre, at CO2 slipper tilbage ud i atmosfæren. Projekter overvåges derfor nøje med målinger og kontrolsystemer. I nogle sammenhænge bruges betegnelsen CCUS, hvor U står for utilization, altså at CO2 også kan anvendes i industrien, før den eventuelt lagres.
Hvad bruges det til, og hvad diskuteres?
CCS fremhæves især som et værktøj i sektorer, hvor det er svært at fjerne udledninger helt med grøn strøm alene. Det gælder blandt andet cement og tung industri, hvor CO2 opstår som en del af selve produktionen. Teknologien kan også kombineres med biomasse og i nogle tilfælde føre til såkaldte negative udledninger, hvis mere CO2 fjernes end udledes.