Deterrence-by-denial, på dansk ofte kaldet afskrækkelse ved afvisning eller nægtelse, er en strategi, der skal forhindre en modstander i at handle ved at gøre angrebet svært, dyrt eller usandsynligt at få succes med. Tanken er ikke først og fremmest at true med gengældelse bagefter, men at overbevise modparten om, at målet ikke kan opnås fra begyndelsen.
Hvordan strategien virker
Afskrækkelse ved afvisning bygger på, at en angriber foretager en vurdering af gevinster og risici. Hvis forsvar, beredskab, beskyttelse eller modstandskraft er så stærk, at angrebet sandsynligvis mislykkes, kan modstanderen vælge helt at lade være. Det kan gælde militært forsvar, men også cybersikkerhed, grænsekontrol, civil beredskab og beskyttelse af kritisk infrastruktur.
Et klassisk eksempel er et land, der opbygger et troværdigt forsvar, så en mulig angriber ikke regner med hurtigt at kunne erobre territorium. I cyberverdenen kan det være stærke sikkerhedssystemer, backup-løsninger og hurtig reaktionsevne, som gør et hackerangreb mindre attraktivt. Pointen er den samme, modstanderen skal tro, at indsatsen ikke vil føre til det ønskede resultat.
Forskellen på afvisning og straf
Begrebet bliver ofte sammenlignet med deterrence-by-punishment, altså afskrækkelse ved straf. Her forsøger man at afholde en modstander fra at angribe ved at true med alvorlige konsekvenser efter handlingen, for eksempel militært modsvar, sanktioner eller anden gengældelse. Ved afvisning ligger tyngden derimod på at blokere selve gevinsten.
Mange stater bruger i praksis en kombination af de to tilgange. Afvisning kan dog virke mere troværdig, hvis modstanderen tydeligt kan se de konkrete forsvarsevner. Derfor fylder begrebet meget i debatter om NATO, europæisk sikkerhed, krigen i Ukraine og beskyttelse mod cyberangreb. Det er vigtigt i aktuelle nyheder, fordi moderne sikkerhedspolitik i høj grad handler om at forhindre konflikter, før de bryder ud.