Forebyggende angreb er et militært eller sikkerhedspolitisk begreb for et angreb, der gennemføres for at forhindre, at en modstander udvikler eller bruger en trussel. Tanken er at ramme først for at svække modpartens kapacitet, inden den bliver farligere. Begrebet bruges ofte i debatter om krig, selvforsvar og international ret, fordi det handler om, hvornår en stat mener, at en fare er så alvorlig, at den kræver handling på forhånd.
Hvad betyder det i praksis?
I praksis kan et forebyggende angreb være rettet mod militære installationer, våbenlagre, kommandocentre eller infrastruktur, som vurderes at kunne bruges i et senere angreb. Tilhængere ser det som en måde at mindske risikoen for en større konflikt. Kritikere peger på, at vurderingen af en fremtidig trussel ofte bygger på usikre efterretninger og politiske skøn.
Det er vigtigt at skelne mellem forebyggende angreb og et mere umiddelbart forsvar mod et angreb, der allerede er nært forestående. Denne forskel er central i folkeretten. Et angreb, der skal afværge en akut og overhængende fare, bliver ofte behandlet anderledes end et angreb mod en trussel, som måske kan opstå senere. Derfor er ordvalget i nyheder og politiske udtalelser ikke neutralt, men en del af argumentationen.
Hvorfor er begrebet omstridt?
Begrebet er omstridt, fordi det kan bruges til at retfærdiggøre militær magtanvendelse, før der er sket et faktisk angreb. Hvis en stat siger, at den handler forebyggende, rejser det spørgsmål om beviser, proportionalitet og lovlighed. Historisk har diskussionen ofte handlet om, hvorvidt et sådant angreb virkelig afværgede en fare eller i stedet eskalerede konflikten.
I aktuelle internationale konflikter dukker begrebet jævnligt op, når lande forklarer angreb på nabostater, militære mål eller atomrelaterede anlæg. Derfor er det vigtigt i nyhedsdækningen, fordi det hjælper læseren med at forstå både de militære begrundelser og de juridiske og politiske stridspunkter.