Dieselkørsel er togdrift, hvor lokomotiver eller togsæt drives af en dieselmotor i stedet for strøm fra køreledninger. Begrebet bruges især om jernbanestrækninger, der ikke er elektrificerede, og hvor diesel derfor er den praktiske løsning. I praksis kan dieseltog både transportere passagerer og gods, og de har i mange år været en vigtig del af jernbanen i områder med mindre trafik eller lange regionale forbindelser.
Hvordan dieseldrift fungerer
I et dieseltog omdanner motoren energien fra dieselbrændstof til bevægelse. Det kan ske mekanisk, hydraulisk eller elektrisk, afhængigt af togtypen. Mange moderne dieseltog er diesel-elektriske, hvor motoren producerer strøm til elmotorer, som driver hjulene. Det giver en mere fleksibel og effektiv drift end ældre systemer.
Dieselkørsel har den fordel, at den ikke kræver dyr infrastruktur som køreledninger og transformerstationer. Derfor har den været udbredt på mindre trafikerede strækninger, hvor en fuld elektrificering ikke nødvendigvis har været økonomisk oplagt. Et regionaltog på en sidebane kan for eksempel stadig være afhængigt af diesel, selv om hovedlinjerne i landet er elektriske.
Fordele, ulemper og udvikling
Den største ulempe ved dieseldrift er klima- og miljøbelastningen. Dieselmotorer udleder CO2 og luftforurenende stoffer, og de støjer ofte mere end elektriske tog. Samtidig er elektriske tog typisk mere energieffektive og billigere i drift på længere sigt, især hvor trafikken er tæt.
Derfor indgår dieselkørsel ofte i politiske diskussioner om grøn omstilling, infrastruktur og offentlig transport. Når der tales om at udfase diesel på jernbanen, handler det både om at elektrificere flere strækninger og om at undersøge alternativer som batteritog eller brinttog. Begrebet er vigtigt i aktuelle nyheder, fordi det ligger i krydsfeltet mellem transport, klima og investeringer i fremtidens jernbane.