En trolleybus er en eldrevet bus på gummihjul, som får strøm fra luftledninger over vejen via to strømoptagere på taget. Den kører som en almindelig bus på vejbanen, men er knyttet til et net af køreledninger. Trolleybussen adskiller sig derfor både fra sporvognen, som kører på skinner, og fra batteribussen, som lagrer energien i selve køretøjet.
Hvordan fungerer en trolleybus?
Strømmen leveres gennem to ledninger over gaden, fordi systemet bruger et lukket elektrisk kredsløb. På taget sidder to stænger, som holder kontakt med ledningerne, mens bussen bevæger sig. Elmotoren driver hjulene direkte og giver en stille kørsel, hurtig acceleration og ingen lokale udstødningsgasser fra selve køretøjet.
I moderne byer kan trolleybusser også være udstyret med batteri eller hjælpeaggregat, så de kan køre korte strækninger uden ledninger, for eksempel ved vejarbejde, omkørsler eller ind og ud af depot. Det gør systemet mere fleksibelt end tidligere generationer.
Fordele og begrænsninger
Trolleybusser bruges ofte i bytrafik, hvor mange afgange, bakker eller tæt bebyggelse gør elektrisk drift attraktiv. De kan være et alternativ til dieselbusser, fordi de støjer mindre og kan bidrage til bedre luftkvalitet i gaderne. Samtidig kan de have lavere energiforbrug end tunge busser med store batterier, især på faste, travle ruter.
Ulempen er, at infrastrukturen kræver investeringer i master, ledninger og strømforsyning. Det gør systemet mindre fleksibelt end en almindelig buslinje, som lettere kan omlægges. Derfor passer trolleybusser bedst i byer, hvor ruterne er stabile og passagertallet er højt.
Begrebet er vigtigt i den aktuelle debat om grøn kollektiv transport. Når kommuner og regeringer diskuterer elektrificering, klima og bymiljø, er trolleybussen et konkret eksempel på, at eldrift i busnettet kan ske på flere forskellige måder.