emissionshandelssystem

Et emissionshandelssystem er et klimaværktøj, hvor staten eller en overnational myndighed sætter en samlet grænse for udledninger, og virksomheder derefter køber og sælger kvoter inden for den ramme. Hver kvote giver ret til at udlede en bestemt mængde CO2 eller andre drivhusgasser. Ideen er, at udledninger reduceres dér, hvor det er billigst og lettest, samtidig med at den samlede forurening holdes nede.

I praksis fastsætter myndighederne først et loft over, hvor meget der samlet må udledes. Derefter udstedes et antal kvoter, som enten uddeles eller sælges til virksomheder i sektorer som elproduktion, tung industri, luftfart og i stigende grad også andre områder. Hvis en virksomhed udleder mindre end forventet, kan den sælge sine overskydende kvoter. Hvis den udleder mere, må den købe flere.

Systemet kaldes ofte cap-and-trade, fordi det både sætter et loft, cap, og skaber handel, trade. Når antallet af kvoter gradvist sænkes, bliver det samlet set sværere at udlede, og det giver virksomheder et økonomisk incitament til at investere i renere teknologi, energieffektivitet eller alternative brændsler.

Det mest kendte eksempel i Europa er EU's emissionshandelssystem, EU ETS, som blev indført i 2005 og er et centralt redskab i EU's klimapolitik. Systemet har gennem flere reformer fået strammere regler og bredere dækning. Ud over de traditionelle sektorer er der også udviklet nye ordninger for blandt andet bygninger og vejtransport i dele af EU's regulering.

Emissionshandelssystemer er vigtige, fordi de kobler klimamål med økonomiske incitamenter. Tilhængere ser dem som en effektiv måde at reducere udledninger på, mens kritikere peger på, at effekten afhænger af, hvor stramt loftet er sat, og hvordan kvoterne fordeles. I den aktuelle debat om grøn omstilling, industriens konkurrenceevne og energipolitik spiller emissionshandel derfor en stadig større rolle.