Guerillagrupper er organiserede væbnede grupper, som fører en asymmetrisk kamp mod en militært stærkere modstander. I stedet for at møde hæren i åbne slag bruger de typisk små, mobile enheder, der angriber hurtigt og trækker sig tilbage igen. Metoderne kan omfatte baghold, sabotage, angreb på forsyningslinjer og kontrol over lokale områder. Ordet stammer fra spansk og betyder i sin oprindelse en form for "lille krig".
Hvad kendetegner guerillakrig?
Guerillagrupper adskiller sig fra en regulær hær ved, at de sjældent har tunge våben, ensartede uniformer eller en fast kommandostruktur som en statslig militærstyrke. Deres styrke ligger ofte i bevægelighed, lokalkendskab og støtte, frivillig eller tvungen, fra dele af civilbefolkningen. Derfor foregår guerillakrig ofte i bjerge, skove, landområder eller tætbefolkede bymiljøer, hvor det er lettere at skjule sig og ramme overraskende.
Begrebet bruges især om oprørsbevægelser, modstandsgrupper eller militante bevægelser i borgerkrige og besættelser. Nogle grupper fremstiller sig selv som frihedskæmpere, mens modstandere kalder dem oprørere, militser eller terrorgrupper. Betegnelsen afhænger derfor ikke kun af taktik, men også af politisk synsvinkel og folkeretlig vurdering.
Forskellen på guerillagrupper, militser og terrorgrupper
En guerillagruppe defineres først og fremmest af sin kampform, ikke nødvendigvis af sin ideologi. En milits er ofte en mere lokalt forankret væbnet gruppe, mens en terrorgruppe typisk forbindes med bevidste angreb på civile for at sprede frygt. I praksis kan grænserne dog være uklare, og nogle grupper bruger både guerillataktik og terror.
Historisk har guerillagrupper spillet en stor rolle i antikoloniale kampe, revolutioner og langvarige oprør. I nutidens konflikter nævnes de ofte i forbindelse med svage stater, besættelser og kamp om territorium. Begrebet er vigtigt i aktuelle nyheder, fordi det hjælper med at forstå, hvordan moderne konflikter udvikler sig, og hvorfor mindre væbnede grupper stadig kan udfordre langt stærkere hære.