Hvile-i-sig-selv-princippet er et princip for prisfastsættelse i især offentlige og regulerede forsyningsvirksomheder, som for eksempel fjernvarme, vand og affald. Grundideen er, at virksomheden må opkræve det, der er nødvendigt for at dække godkendte omkostninger, men ikke mere end det. Formålet er, at borgerne betaler for driften af forsyningen, ikke for at skabe overskud til ejere eller investorer.
Hvad betyder princippet i praksis?
I praksis betyder princippet, at indtægter og udgifter over tid skal balancere. En forsyningsvirksomhed må typisk indregne udgifter til drift, vedligeholdelse, administration og investeringer i anlæg og ledningsnet. Hvis virksomheden opkræver for meget, skal det som udgangspunkt komme forbrugerne til gode senere, for eksempel gennem lavere takster eller modregning. Hvis omkostningerne stiger, kan priserne tilsvarende justeres.
Princippet bruges især i sektorer, hvor der ikke er almindelig konkurrence, og hvor forbrugerne ofte ikke frit kan vælge en anden leverandør. Derfor skal reguleringen være med til at beskytte forbrugerne mod urimelige priser. I fjernvarmesektoren er princippet centralt, fordi varmepriserne ikke bare fastsættes efter, hvad markedet kan bære, men efter hvilke nødvendige omkostninger selskabet faktisk har.
Hvorfor er princippet vigtigt?
Hvile-i-sig-selv-princippet skal skabe tillid, gennemsigtighed og rimelighed. Det gør det lettere at forstå, hvorfor en regning ser ud, som den gør, og det begrænser muligheden for, at monopolprægede selskaber tjener på deres særstilling. Samtidig kan princippet være genstand for debat, fordi det kræver vurderinger af, hvilke omkostninger der er nødvendige og rimelige, og hvordan investeringer skal fordeles over tid.
I aktuelle politiske diskussioner om energi, grøn omstilling og forsyningssikkerhed er princippet vigtigt, fordi det påvirker, hvordan store investeringer i for eksempel fjernvarme og energiinfrastruktur bliver betalt af forbrugerne.