Nazitiden betegner perioden i Tyskland fra 1933 til 1945, hvor Adolf Hitler og det nationalsocialistiske parti havde magten. Tiden var kendetegnet ved et diktatorisk styre, afskaffelse af demokratiske rettigheder, massiv propaganda og systematisk forfølgelse af mennesker, som regimet anså for fjender. Begrebet bruges ofte både om udviklingen i Tyskland og om de katastrofale følger, perioden fik for Europa og resten af verden.
Et diktatur bygges op
Da nazisterne overtog magten i 1933, begyndte de hurtigt at ændre det tyske samfund. Politiske modstandere blev fængslet, frie medier blev undertrykt, og domstole og myndigheder blev underlagt regimet. Samtidig blev der opbygget en stærk personkult omkring Hitler.
Nazismen byggede på ekstrem nationalisme, racisme og antisemitisme. Staten forsøgte at kontrollere borgernes tanker og handlinger gennem propaganda, censur og frygt. Børn og unge blev også påvirket gennem skole, ungdomsorganisationer og offentlige kampagner, så ideologien fik en central plads i hverdagen.
Forfølgelse, krig og folkemord
Nazitiden er uløseligt knyttet til Holocaust, det systematiske folkemord på Europas jøder. Også romaer, mennesker med handicap, homoseksuelle, politiske modstandere og andre grupper blev forfulgt, deporteret og dræbt. Koncentrationslejre og udryddelseslejre blev redskaber i denne politik.
Perioden førte også til Anden Verdenskrig, efter at Tyskland førte en aggressiv ekspansionspolitik og invaderede en række lande. Krigen kostede millioner af mennesker livet og efterlod store dele af Europa ødelagt.
Hvorfor begrebet stadig er vigtigt
Nazitiden er et centralt historisk begreb, fordi den viser, hvor hurtigt demokrati kan bryde sammen, når autoritære kræfter får magt. Den bruges stadig som reference i debat om racisme, propaganda, menneskerettigheder og beskyttelse af demokratiske institutioner. Derfor er nazitiden ikke kun et emne for historiebøger, men også en vigtig del af forståelsen af aktuelle politiske og samfundsmæssige spørgsmål.