Et objektivt rimelighedskriterium er et juridisk princip, som bruges til at vurdere, om en handling, beslutning eller magtanvendelse var rimelig under de konkrete omstændigheder. Vurderingen tager ikke først og fremmest udgangspunkt i, hvad den enkelte person selv mente eller følte, men i hvad der efter en saglig og almindelig målestok kan anses for forsvarligt i situationen.
Hvad betyder det i praksis?
I praksis fungerer kriteriet som en målestok for, hvordan man bedømmer adfærd i retlige sammenhænge. Når domstole, myndigheder eller andre retlige instanser anvender et objektivt rimelighedskriterium, ser de på de faktiske forhold i sagen. Det kan være, hvilke oplysninger der var tilgængelige på tidspunktet, hvor hurtigt der skulle handles, og hvilke alternativer der realistisk fandtes.
Kriteriet bruges blandt andet i sager om myndighedsudøvelse, nødværge, erstatningsansvar og politiets magtanvendelse. Hvis en person eller myndighed for eksempel har grebet ind i en presset situation, vil vurderingen ofte handle om, om en almindelig og saglig observatør ville finde handlingen rimelig ud fra de forhold, der gjaldt netop da. Det betyder også, at noget kan være lovligt eller undskyldeligt, selv om udfaldet senere viser sig at være uheldigt.
Objektiv vurdering, ikke ren mavefornemmelse
Det objektive i kriteriet betyder, at vurderingen skal bygge på ydre, efterprøvelige forhold frem for personlige holdninger. Man spørger altså ikke kun, om den handlende selv syntes, at beslutningen var rimelig, men om den kan forsvares efter lovens og samfundets almindelige standarder.
Det gør princippet vigtigt, fordi det skaber en mere ensartet og retssikker vurdering af handlinger, især i konflikter, hvor ord står mod ord. I den offentlige debat spiller begrebet en stor rolle, når der diskuteres myndigheders beføjelser, borgernes rettigheder og grænserne for magtanvendelse. Derfor er objektivt rimelighedskriterium centralt i aktuelle nyheder om retssager, politi og forvaltning.