Respirationssvigt er en alvorlig tilstand, hvor kroppens vejrtrækning ikke længere kan sørge for tilstrækkelig gasudveksling i lungerne. Det betyder, at blodet enten får for lidt ilt, at der ophobes for meget kuldioxid, eller begge dele. Tilstanden kan opstå akut, for eksempel ved svær lungebetændelse, astmaanfald eller blodprop i lungen, men den kan også udvikle sig gradvist hos personer med kroniske lungesygdomme som KOL.
Hvad betyder respirationssvigt?
I praksis handler respirationssvigt om, at kroppen ikke kan opretholde en normal balance mellem ilt og kuldioxid. Læger skelner ofte mellem hypoksæmisk respirationssvigt, hvor iltniveauet i blodet er for lavt, og hyperkapnisk respirationssvigt, hvor kuldioxidniveauet er for højt. Den sidste type ses blandt andet hos nogle patienter med KOL, hvor vejrtrækningen bliver utilstrækkelig til at komme af med kuldioxid.
Symptomerne kan være åndenød, hurtig vejrtrækning, træthed, uro, forvirring og blålig misfarvning af læber eller fingre. I svære tilfælde kan patienten blive sløv eller miste bevidstheden. Derfor er respirationssvigt en medicinsk nødsituation, som kræver hurtig vurdering og behandling.
Årsager og behandling
Årsagerne spænder bredt, fra infektioner og hjertesvigt til nervelidelser, forgiftninger og skader på brystkassen. Under covid-19 blev respirationssvigt et centralt begreb i offentligheden, fordi alvorligt syge patienter kunne udvikle akut lungesvigt med behov for ilt eller respiratorbehandling.
Behandlingen afhænger af årsagen. Nogle har brug for ekstra ilt, andre for non-invasiv ventilation med maske, og nogle må behandles i respirator. Samtidig er det vigtigt at behandle den udløsende sygdom. For visse patienter kan for meget ilt faktisk være skadeligt, især hvis de har tendens til at ophobe kuldioxid, så overvågning er afgørende.
Hvorfor er det vigtigt?
Respirationssvigt er et nøglebegreb i akutmedicin, intensiv behandling og debat om kapacitet i sundhedsvæsenet. Det har betydning i aktuelle nyheder om luftvejssygdomme, beredskab og behandling af sårbare patienter, fordi hurtig genkendelse kan være forskellen mellem bedring og livstruende forværring.