Selvmordsrisiko er en faglig vurdering af, hvor stor sandsynligheden er for, at en person kan få alvorlige selvmordstanker, forsøge selvmord eller dø ved selvmord. Vurderingen bruges især i sundhedsvæsenet, psykiatrien, socialområdet og akutberedskabet, men kan også være relevant i skoler, på arbejdspladser og i pårørendes kontakt med en person i krise. Selvmordsrisiko er ikke et fast tal, men noget der kan ændre sig hurtigt afhængigt af personens situation, psykiske tilstand og adgang til hjælp.
Hvad indgår i en vurdering?
Når fagpersoner vurderer selvmordsrisiko, ser de typisk på flere forhold samtidig. Det kan være tidligere selvmordsforsøg, aktuelle selvmordstanker, psykisk sygdom som depression, misbrug, alvorlige livskriser, ensomhed eller tab. Samtidig ser man også på beskyttende faktorer, for eksempel nære relationer, håb om forbedring, ansvar for børn eller kæledyr, religiøse eller personlige værdier og adgang til støtte.
En vigtig pointe er, at vurderingen ikke kun handler om, hvor "alvorligt" et eventuelt forsøg kunne være medicinsk. Også konteksten betyder meget, for eksempel om personen føler sig fanget, isoleret eller uden udvej. Derfor bygger moderne tilgange ofte på samtaler, hvor man forsøger at forstå personens egne grunde til både at ville dø og til at leve videre.
Hvorfor er begrebet vigtigt?
Selvmordsrisiko bruges til at afgøre, hvilken hjælp der er nødvendig her og nu. Det kan spænde fra tæt opfølgning og krisesamtaler til akut indlæggelse eller sikkerhedsplaner. Et praktisk eksempel er en person med svær depression, som pludselig trækker sig fra andre og giver udtryk for håbløshed. Her kan en hurtig vurdering være afgørende for at forebygge skade.