Sikkerhedsscreening er en kontrolproces, der bruges til at opdage mulige risici, før en person, genstand eller opgave får adgang til et bestemt område eller en bestemt funktion. Begrebet bruges i flere sammenhænge, blandt andet i lufthavne, ved adgang til bygninger, ved større arrangementer og i forbindelse med ansættelser i følsomme stillinger. Formålet er at forebygge trusler og beskytte mennesker, informationer og infrastruktur.
Hvad dækker sikkerhedsscreening over?
Sikkerhedsscreening kan være både fysisk og administrativ. Den fysiske screening er den, mange kender fra lufthavne og retsbygninger, hvor personer, tasker og bagage bliver kontrolleret for forbudte eller farlige genstande. Det kan ske med metaldetektorer, scannere, røntgenudstyr eller manuel kontrol.
I andre tilfælde handler sikkerhedsscreening om at vurdere, om en person udgør en sikkerhedsrisiko. Det kan for eksempel ske før ansættelse i stillinger med adgang til fortrolige oplysninger, kritisk infrastruktur eller følsomme offentlige funktioner. Her kan screeningen omfatte identitetskontrol, baggrundstjek og vurdering af forhold, der kan have betydning for sikkerheden.
Hvor bruges det i praksis?
I praksis varierer sikkerhedsscreening alt efter formålet. En koncertgæst kan blive visiteret ved indgangen, mens en medarbejder i forsvars- eller efterretningssektoren kan gennemgå en mere omfattende vurdering. Også virksomheder bruger screening for at beskytte lokaler, data og ansatte mod sabotage, spionage eller vold.
Sikkerhedsscreening skal ofte balancere to hensyn, nemlig høj sikkerhed og en smidig proces for dem, der bliver kontrolleret. Derfor er regler, teknologi og procedurer centrale for, at screeningen både er effektiv og proportionel.