Borgernes Parti imploderer efter tre exits på seks uger

Borgernes Parti gik til valg på at være et borgerligt oprør mod det etablerede. Seks uger senere er partiet i praksis reduceret til Lars Boje Mathiesen alene på Christiansborg. ^[1]

Nadja Natalie Isaksens exit, som hun nu beskriver som et tegn på, at projektet er "imploderet", gør krisen endelig og synlig. Det er ikke længere en historie om enkeltstående personkonflikter. Det er en historie om et parti, der kom i Folketinget med fire mandater den 24. marts og siden har mistet tre af dem på rekordtid. ^[2]

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Fra protestprojekt til sammenbrud

Borgernes Parti blev skabt omkring Lars Boje Mathiesen efter bruddet med Nye Borgerlige. Partiets profil var en stram udlændingepolitik, markant systemkritik, lavere offentlige udgifter og et løfte om at være et mere "ægte" borgerligt alternativ end de partier, der efter Bojes vurdering var blevet for kompromissøgende. ^[1]

Netop den type partier er ofte stærkt personbårne. Det kan være en fordel i en valgkamp, hvor en tydelig frontfigur kan trække opmærksomhed og stemmer. Men det gør også organisationen sårbar, hvis partiet ikke samtidig får opbygget en robust intern struktur, klare beslutningsgange og tillid mellem de valgte.

Det er den svaghed, der nu står tilbage som den mest sandsynlige forklaring på kollapset.

Tidslinjen, der knækkede partiet

Krisen begyndte næsten umiddelbart efter valget.

Jacob Harris blev ekskluderet efter få dage

Allerede fire dage efter valget ekskluderede Borgernes Parti det nyvalgte folketingsmedlem Jacob Harris. Partiet begrundede beslutningen med, at han skulle have brudt med partiets tro og love-erklæring og ikke havde givet sandfærdige oplysninger. Der blev også peget på forhold omkring hans rolle i et konkursramt selskab. ^[3]

Det var et voldsomt skridt så kort efter en valgsejr. Når et helt nyt parti ekskluderer et nyvalgt medlem inden for den første uge, sender det et klart signal om, at kandidatkontrollen enten har været utilstrækkelig før valget, eller at interne konflikter allerede var ude af kontrol.

Harris beholdt sit mandat og fortsatte som løsgænger. Dermed var partiets folketingsgruppe reelt svækket fra dag ét. ^[4]

Emilie Schytte forlod partiet med åben kritik

Næste brud kom, da Emilie Schytte trak sig og samtidig rettede kritik mod Lars Boje Mathiesen. Hvor Harris-sagen blev præsenteret som en eksklusion med konkrete anklager, pegede Schyttes afgang mere direkte på ledelsesproblemer. ^[5]

Det gjorde sagen politisk farligere for Borgernes Parti. Når et medlem bliver ekskluderet, kan partiledelsen forsøge at definere historien. Når et medlem selv går og samtidig kritiserer formanden, bliver det i stedet et spørgsmål om kultur, ledelse og arbejdsform.

Nadja Natalie Isaksen sætter ord på kollapset

Søndag forlod Nadja Natalie Isaksen så partiet som det tredje medlem siden valget. I sin første forklaring sagde hun, at de nødvendige forudsætninger for politisk arbejde ikke længere var til stede, og at fokus var flyttet væk fra politik.

Nu er formuleringen blevet skarpere. Til DR siger hun, at der er organisatoriske udfordringer, og at projektet er imploderet. ^[2]

Det er måske den hårdeste kritik, der kan rettes mod et nyt parti. Ikke uenighed om enkeltsager, men en konstatering af, at organisationen ikke fungerer som politisk arbejdsplads.

Problemet handler ikke kun om personer

Borgernes Parti kan stadig formelt kalde sig et parti i Folketinget, men politisk ligner det nu en enmandsgruppe. Det afgørende er, at alle tre tidligere partifæller har taget deres mandater med sig som løsgængere.

Det afslører en velkendt strukturel svaghed i dansk politik: Nye partier kan komme hurtigt ind, hvis de rammer en stemning i vælgerkorpset, men de kan også falde fra hinanden hurtigt, hvis kandidatfeltet er sammensat under tidspres, og hvis partiet er bygget mere op omkring loyalitet til en frontfigur end omkring en gennemarbejdet organisation.

Isaksens ord om, at fokus er flyttet væk fra politik, peger direkte ind i det problem. Vælgere stemmer på et parti for at få indflydelse på lovgivning, ikke for at finansiere eller overvære interne opgør.

Striden om pengene skærper presset

Samtidig er der opstået en ny debat om gruppestøtte. Flere medier har beskrevet, at Borgernes Parti i det kommende år kan modtage gruppestøtte svarende til en folketingsgruppe på fire medlemmer, selv om kun Lars Boje Mathiesen er tilbage i partiet. ^[6]

Det er ikke det samme som, at pengene tilfalder ham personligt. Gruppestøtten er øremærket arbejdet i Folketinget, blandt andet løn til sekretærer og rådgivere, og ubrugte midler skal betales tilbage. Men politisk er timingen giftig.

For et parti, der netop bliver kritiseret for manglende organisation, rejser det et oplagt spørgsmål: Hvad er det egentlig for et parlamentarisk apparat, der nu skal opretholdes, når tre af fire valgte er væk?

Lars Boje Mathiesen har foreløbig primært svaret igen ved at anklage medier for løgn og klikjagt. Det kan mobilisere hans kernevælgere, men det løser ikke hovedproblemet. Krisen er ikke skabt af overskrifter. Den er skabt af, at hans folketingsgruppe er forsvundet. ^[7]

Blik fremad

Borgernes Partis sammenbrud er mere end en pinlig start for et nyt parti. Det er en påmindelse om, at politisk gennemslag ikke kun handler om at vinde stemmer, men om at kunne fungere dagen efter valget.

Lars Boje Mathiesen sidder stadig i Folketinget, og partiet eksisterer stadig på papiret. Men efter tre afskeder på få uger er det svært at se Borgernes Parti som andet end et projekt, der vandt adgang til Christiansborg, før det havde bygget fundamentet færdigt. Det er præcis den dom, Nadja Natalie Isaksen nu har sat ord på.

Isaksen forlader Borgernes Parti: projektet står i ruiner, siger hun

Borgernes Parti imploderer efter tre exits