Everest rute åbnet efter isblok, risiko for køer

Nepals såkaldte elitehold af bjergguider har nu åbnet ruten mod toppen af Mount Everest efter flere ugers stop ved base camp. Onsdag morgen lykkedes det holdet at få fastgjort reb og stiger forbi en massiv serac, en ustabil blok af gletsjeris, som havde blokeret den normale vej op under Camp 1. ^[1]

Det løser ét problem og forstærker et andet. Forsinkelsen har presset hundreder af bestigningsforsøg sammen i et langt smallere tidsvindue end normalt.

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

En blok af is stoppede hele sæsonen

Den afgørende blokering var en omkring 30 meter høj serac i Khumbu-isen, den mest risikable del af sydruten fra Nepal. Her arbejder de såkaldte Icefall Doctors hvert år med at lægge aluminiumsstiger over sprækker og fastgøre faste reb gennem et terræn, der konstant bevæger sig. ^[2]

I år kunne de ikke bare lægge ruten om som normalt. Seracen lå så uheldigt og ustabilt, at den i praksis lukkede den eneste realistiske passage. Første vurdering lød, at man måtte vente på, at isen smeltede eller ændrede sig nok til at skabe en åbning. Det satte sæsonens forberedelser omkring to uger tilbage. ^[3]

Nu er passagen etableret, og klatrere kan igen bevæge sig op mod de højere lejre. ^[4]

Rekordmange tilladelser, færre gode dage

Nepal har denne forårssæson udstedt 492 tilladelser til udenlandske Everest-klatrere, det højeste antal nogensinde. Det er bemærkelsesværdigt, fordi myndighederne samtidig hævede prisen på en tilladelse fra 11.000 til 15.000 dollar. Når man lægger sherpaer og andre nepalesiske guider til, peger sæsonen mod omkring 1.000 mennesker på ruten i løbet af de næste par uger. ^[5]

Topvinduet på Everest er i forvejen kort, typisk fra slutningen af april til udgangen af maj, afhængigt af vindforholdene højt på bjerget. Når rebfikseringen bliver forsinket, bliver presset voldsomt: flere hold skal gennem de samme flaskehalse, på de samme få vejrdage, med samme begrænsede ilt, teltpladser og redningsmuligheder.

Erfarne klatrere har allerede advaret om risiko for køer tæt på toppen, hvor ventetid ikke bare er irriterende, men farlig. I den såkaldte dødszone over 8.000 meter kan ekstra minutter koste dyrt. ^[6]

Kendt teknik, men voksende sårbarhed

Ingeniørløsningen er den velkendte Everest-model: faste reb, stiger over sprækker og et specialiseret nepalesisk hold, som går først og gør ruten mulig for alle andre. Det er effektivt, men det er også et system, der hviler på, at naturen trods alt følger nogenlunde kendte mønstre.

Når en enkelt serac kan standse trafikken i ugevis, viser det, hvor sårbar den kommercielle Everest-maskine er blevet. Flere tilladelser giver flere indtægter til Nepal og til lokale operatører, men de øger også belastningen på bjerget, affaldshåndteringen og sikkerheden i de smalle vejrvinduer, hvor alle skal op næsten samtidig.

Bundlinjen

Ruten er åben, men sæsonen er ikke blevet mindre risikabel af den grund. Tværtimod er problemet flyttet fra isblokering til kapacitetskrise. Everest er igen farbar. Spørgsmålet er, om bjerget også er håndterbart, når næsten alle nu skal op på én gang.

Everest-ruten ryddet efter kæmpe isblokade