Mark Warner kritiserer Trumps plan om at blokere Hormuz-strædet og siger, at han ikke kan se, hvordan den kan rulles tilbage igen. Udmeldingen kommer efter samtaler mellem USA og Iran strandede.
Indledende signal
Warner tvivler på Trump-plan om blokade af Hormuz-strædet
Trump får kritik for plan om Hormuz blokade

Podcast
Del artikel
Del denne artikel
Relateret artikel:
Vil du læse artikler uden reklamer?
Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.
Et af verdens vigtigste flaskehalse
Hormuzstrædet er ikke bare endnu et geopolitisk brændpunkt. Det er den vigtigste maritime passage for olie og en central rute for flydende naturgas fra Golfen. Omkring 20 millioner tønder olie om dagen passerer gennem strædet, svarende til omtrent en femtedel af det globale olieforbrug. Dertil kommer en betydelig del af verdens LNG-handel, især fra Qatar. [1]
Hvis trafikken reelt bliver bremset eller standset, rammer det ikke kun Iran. Det rammer også Saudi-Arabien, Irak, Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater og Qatar. Det betyder højere oliepris, dyrere skibsforsikring, pres på forsyningskæder og ny inflation i økonomier, der i forvejen er sårbare over for energichok. [2]
Relateret artikel:
Historien viser, hvor hurtigt det kan løbe løbsk
Fra Tankerkrigen til amerikansk eskorte
Hormuz og de omkringliggende farvande har været centrum for farlige optrapninger før. Under Iran-Irak-krigen i 1980'erne angreb både Iran og Irak handelsskibe i det, der blev kendt som Tankerkrigen. USA svarede igen ved at beskytte skibsfarten gennem Operation Earnest Will i 1987 og 1988, hvor amerikanske styrker eskorterede omflagede kuwaitiske tankskibe. [3]
Senere konfrontationer har skærpet normen
Siden da har der været en lang række nærved-hændelser, beslaglæggelser af skibe og konfrontationer mellem iranske og amerikanske styrker. I 2019 beslaglagde Iran flere fartøjer i området. Hver gang har USA og allierede søgt at understrege samme norm: International handel gennem strædet må ikke standses.
Militært muligt, politisk farligt
En blokade lyder som en håndfast magtdemonstration, men i praksis er den svær at afgrænse. Iran har flere asymmetriske svarmuligheder, fra miner og missiler til droner, hurtiggående både og angreb via regionale partnere. Selv begrænsede modtræk kan presse forsikringspriserne op og få kommercielle rederier til at undgå området. [5]
Det er netop her, Warners kritik bliver alvorlig. Når først civilt trafikmønster, energimarkeder og militære beredskaber er bragt ud af balance, findes der ingen enkel "exit-knap". Enhver amerikansk tilbagetrækning kan se ud som et nederlag. Enhver fortsættelse øger risikoen for direkte krig.
Juridisk er billedet også belastet. Internationale jurister har i de seneste uger advaret om, at amerikanske og israelske angreb på Iran siden slutningen af februar allerede har udløst alvorlige spørgsmål om FN-pagten og proportionalitet. En ensidig blokade af en internationalt afgørende passage vil næsten med garanti forværre den debat. [6]
Allierede vil se på regningen, ikke bare signalet
Europa vil først og fremmest se en energiregning og ny inflation. Israel kan se en kortsigtet strategisk fordel i øget pres på Iran, men også en høj risiko for regional eskalation. Golfstaterne står i et særligt dilemma: De ønsker pres på Teheran, men deres egne eksportindtægter går gennem samme smalle passage.
For Kina er Hormuz et spørgsmål om energisikkerhed. For Rusland kan en ny energikrise give højere priser og geopolitiske muligheder, men også mere uforudsigelighed i et allerede presset globalt marked. Ingen af stormagterne har interesse i, at en amerikansk-iransk konfrontation i strædet bliver langvarig, men deres interesser i, hvordan krisen afsluttes, vil være meget forskellige.
Blik fremad
Warners kommentar er bemærkelsesværdig, fordi den skærer uden om retorikken. Spørgsmålet er ikke kun, om USA kan blokere Hormuz. Det kan det sandsynligvis i en eller anden form. Spørgsmålet er, hvad målet er dagen efter.
Historien fra 1980'erne og de mange senere konfrontationer peger i samme retning: Når Hormuz bliver kampplads, bliver det globale konsekvenser først og kontrol bagefter. Det er præcis derfor, åbne søveje længe har været et amerikansk princip. Hvis Trump nu gør det modsatte, vil verdensmarkedet, USA's allierede og regionens stater hurtigt kræve et svar på det samme spørgsmål som Warner: Hvordan åbner man igen en krise, man selv har lukket?
Nævnte personer
Nævnte virksomheder
Emner
Snak om artiklen med andre
Diskuter “Hormuz blokade: Trump møder hård kritik i USA” med andre på Threads og følg os for at få flere nyheder døgnet rundt.
Deltag i diskussionen påLæserens bedømmelse af artiklen
Dine bedømmelser hjælper os med at forbedre kvaliteten af både nuværende og fremtidige artikler. Vi bruger både ratings og kommentarer til at forbedre fremtidige artikler og til at revidere artikler, der ikke opfylder vores standarder.
Såfremt det vurderes at en artikel ikke opfylder vores standarder, vil vi revidere den og hurtigst muligt udgive en ny version.
