Iran-aftale stiller Trump over for to dårlige valg

En mulig ny Iran-aftale efterlader Donald Trump med to spor, og ingen af dem er politisk eller strategisk attraktive.

Det ene er at vende tilbage til noget, der ligner atomaftalen fra 2015, JCPOA. Det vil kræve sanktionlempelser til Iran mod nye begrænsninger på berigelse af uran og tættere international kontrol. Problemet er, at Trump selv trak USA ud af aftalen i 2018 med den begrundelse, at den var for svag, fordi den ikke dækkede Irans missilprogram og regionale indflydelse. En tilbagevenden vil derfor ligne et politisk tilbagetog og vil møde modstand fra Israel og amerikanske Iran-høge. ^{[1] [2]}

Det andet spor er at fastholde eller skærpe presset, enten med hårdere sanktioner eller militær trussel, for at tvinge Teheran til en bredere aftale. Det lyder hårdere, men erfaringen siden 2018 peger på en høj pris: Iran har gradvist reduceret samarbejdet med inspektører og øget berigelsen, mens tilliden mellem parterne er blevet mindre, ikke større. ^{[3] [4]}

JCPOA blev indgået i juli 2015 og trådte i kraft i januar 2016 efter IAEA-verifikation. Aftalen lagde loft over centrale dele af Irans atomprogram mod økonomiske lettelser. Efter USA's exit i 2018 genindførte Washington sanktioner, og Iran begyndte året efter at fravige flere af aftalens begrænsninger. ^{[5] [6]}

Valget står i praksis mellem en aftale, som mange vil kalde utilstrækkelig, og en konfrontationslinje, som kan gøre regionen farligere og presse oliepriserne op, især hvis spændingerne breder sig til Hormuzstrædet. Det er derfor, begge muligheder ser dårlige ud: Den bløde løsning er svær at sælge, og den hårde løsning har allerede vist, at den kan gøre problemet større. ^{[7] [8]}