Israel udvider angreb i Libanon trods våbenhvile

Det, der er nyt mandag, er ikke bare flere israelske angreb i Libanon. Det er, at angrebene nu udvides geografisk og politisk på et tidspunkt, hvor en våbenhvile stadig formelt skulle dæmpe fronten.

Ifølge de seneste meldinger fortsætter Israel operationerne trods den skrøbelige pause, og det bekræfter et mønster, som de seneste dage er blevet stadig sværere at bortforklare: Våbenhvilen eksisterer som diplomatisk sprog, men ikke som stabil sikkerhedsorden på jorden. ^[1]

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Ikke længere kun et spørgsmål om brud

Vi har tidligere beskrevet, hvordan den varslede forlængelse af våbenhvilen hurtigt blev udhulet af gensidige beskyldninger og fortsatte angreb. Det nye nu er, at Israels kurs ikke ligner et kortvarigt gengældelsessvar, men en bredere militær praksis, hvor fortsatte operationer anses som forenelige med selve våbenhvilen.

Det er den centrale forskel. Konflikten kører ikke kun af sporet, fordi én part beskylder den anden for et brud. Den kører af sporet, fordi parterne grundlæggende ikke deler definitionen af, hvad en våbenhvile er.

For Israel kan angreb fortsætte, hvis målene vurderes at være knyttet til Hizbollahs infrastruktur, bevægelser eller genopbygning i Sydlibanon. For Libanon er netop den logik et bevis på, at våbenhvilen er hul. Resultatet er, at næsten enhver hændelse straks kan bruges som begrundelse for næste angreb. ^[2]

Arven fra 2006 styrer stadig krigen i 2026

Det er fristende at læse den aktuelle optrapning som endnu en isoleret grænsekrise. Det er forkert. Den skal læses i forlængelse af den orden, der aldrig blev bygget færdig efter krigen i 2006.

FN-resolution 1701 skulle dengang skabe en buffer i Sydlibanon, styrke den libanesiske hærs kontrol og holde væbnede grupper væk fra området syd for Litani-floden. I praksis blev ingen af de afgørende punkter fuldt gennemført. Hizbollah blev ikke afvæbnet, den libanesiske stat fik ikke monopol på magtanvendelse i syd, og UNIFIL fik et mandat til at overvåge, men ikke til at gennemtvinge konfliktens kerne. ^[3] ^[4]

Det er præcis derfor, hver ny våbenhvile bliver så skrøbelig. Der findes et internationalt rammeværk, men ikke en aktør, der kan håndhæve det afgørende spørgsmål: Hvem må faktisk operere militært i Sydlibanon?

Hvorfor Israel udvider frem for at afvente

Israels sikkerhedsdoktrin ved den libanesiske front har siden 2006 været drevet af én konstant frygt: at Hizbollah igen opbygger en stærk offensiv kapacitet tæt på grænsen. Den vurdering blev kun skærpet efter optrapningen siden oktober 2023, hvor grænsen igen blev en aktiv front parallelt med Gaza-krigen. ^[5]

Når Israel udvider sine angreb trods våbenhvilen, skyldes det derfor ikke kun ønsket om gengældelse. Det afspejler en mere grundlæggende israelsk tilgang, hvor forebyggende angreb mod Hizbollah anses som nødvendige, også når de undergraver den diplomatiske pause.

Civile rammes af en krig, der allerede har overskredet nødniveau

Den humanitære dimension er ikke et sidekapitel længere. Den er selve konsekvensen af, at våbenhvilerne igen og igen kollapser i praksis.

Grænseområdet mellem Libanon og Israel omkring Naqoura i Sydlibanon, hvor fronten har været aktiv

De seneste angreb i april har ifølge humanitære vurderinger ramt omkring 100 steder på få minutter, herunder tætbefolkede områder i Beirut. Mere end 300 mennesker er meldt dræbt og over 1.150 såret i den seneste bølge alene. Hospitaler er blevet overbelastede, der er appelleret om bloddonationer, og ødelagte broer og blokerade veje gør både evakuering og nødhjælp vanskeligere. ^[6] ^[7]

Samtidig bliver familier, der allerede er fordrevet én eller to gange, nu tvunget på flugt igen. Omkring 150.000 mennesker i det sydlige Libanon vurderes at have akut behov for humanitær adgang. Det ændrer også konfliktens karakter: Når områder, der tidligere blev opfattet som relativt sikre, rammes uden varsel, bryder hele forestillingen om bagland sammen. ^[8]

UNIFIL står i den samme gamle fælde, bare farligere

FN-styrken UNIFIL er stadig til stede langs Blue Line, men missionens begrænsninger er blevet endnu tydeligere. Den kan patruljere, registrere hændelser og forsøge at dæmpe lokale episoder. Den kan ikke afvæbne Hizbollah, forhindre israelske angreb eller garantere civile sikkerhed. ^[9]

Efter de seneste angreb på fredsbevarere og det generelt farligere operationsmiljø er missionen mindre en buffer end en udsat observatør i et område, hvor ingen af hovedaktørerne reelt lader sig styre af FN's mandat.

Blik fremad

Det vigtige spørgsmål nu er ikke, om våbenhvilen formelt stadig gælder. Det vigtige spørgsmål er, om nogen aktør faktisk vil tvinge en anden til at respektere den. Indtil videre er svaret nej.

Derfor er mandagens udvikling mere end endnu en grænseepisode. Den viser, at konflikten igen glider tilbage til sin grundform: Israel handler militært for at holde Hizbollah nede, Hizbollah forbliver den væbnede realitet, Libanons stat er for svag til at kontrollere syd, og civile betaler prisen for en orden, som aldrig blev løst efter 2006.