Pakistan anklages for massedrab på hospital i Kabul

Pakistans luftangreb mod Omid Drug Rehabilitation Hospital i Kabul er nu dokumenteret som en af de dødeligste enkeltstående hændelser mod civile i Afghanistan i mange år. FN har bekræftet mindst 269 dræbte. Det reelle tal kan være højere. Mange lig var så ødelagte, at familier kun kunne identificere deres pårørende via modermærker, tøjrester eller kropsdele. ^[1]

Det gør sagen større end endnu et grænseopgør mellem Pakistan og Talibanstyret i Kabul. Den handler også om, hvorvidt en stat med åbne øjne ramte en civil institution og bagefter nægtede det.

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Et angreb, der skiller sig ud

Omid-centret havde fungeret som et narkobehandlingssted i omkring et årti. Ifølge oplysninger fra FN, journalister på stedet og menneskerettighedsorganisationer blev anlægget ramt, mens patienter var indlagt i behandling. Human Rights Watch har kaldt angrebet ulovligt og peget på, at det kan udgøre en krigsforbrydelse. ^[2]

Pakistans linje er den stik modsatte. Islamabad siger, at landet ikke ramte et hospital, et rehabiliteringscenter eller andre civile faciliteter. Ifølge Pakistan var målene militær og terroristisk infrastruktur. ^[3]

Det er kernen i konflikten om fortællingen. Enten blev et kendt behandlingscenter med hundreder af sårbare civile bombet. Eller også lå der en skjult militant funktion på stedet, som Pakistan hævder, uden foreløbig at have fremlagt offentlig dokumentation, der underbygger påstanden.

Hvorfor netop dette mål er så følsomt

Et narkobehandlingscenter i Afghanistan er ikke en perifer institution. Landet har i årevis haft et massivt problem med afhængighed, både som følge af opiumøkonomien, fattigdom, krigstraumer og tilbagevendende fordrivelse. Behandlingskapaciteten er begrænset, ustabil og ofte afhængig af skrøbelige lokale eller internationale ordninger. ^[4]

Når et stort center som Omid bliver ramt, er tabet derfor dobbelt. Dels dør de mennesker, der allerede var indlagt. Dels forsvinder en del af en i forvejen tynd civil sundhedsinfrastruktur.

Det passer også ind i et bredere mønster fra de seneste måneders grænsekonflikt. IOM advarede allerede i marts om voksende humanitære følger af kampene langs grænsen mellem Afghanistan og Pakistan. Organisationen pegede på civile tab, skader på kritisk infrastruktur og omkring 66.000 fordrevne i det østlige og sydøstlige Afghanistan. Når sundhedscentre, skoler eller transitfaciliteter rammes, bliver effekten hurtigt større end selve dødstallet.

Krigen mellem nabolande er blevet mere beskidt

Baggrunden er Pakistans anklage om, at Talibanstyret i Afghanistan giver plads til militante grupper, som angriber mål inde i Pakistan, især i Khyber Pakhtunkhwa og Balochistan. Kabul afviser det. Islamabad har de seneste måneder svaret igen med luftangreb og anden beskydning på afghansk territorium. ^[5]

BBC Verify har tidligere dokumenteret skader flere steder i Afghanistan, herunder Kabul, ved hjælp af satellitbilleder og open source-analyse. Det understøtter, at Pakistan faktisk har udvidet sin militære kampagne dybere ind på afghansk område, ikke kun tæt på grænsen. ^[6]

Netop derfor er angrebet på Omid-centret så eksplosivt politisk. Hvis Pakistan havde ønsket at sende et signal om, at ingen del af Afghanistan er uden for rækkevidde, så er Kabul et oplagt sted. Hvis målet derimod reelt var et civilt behandlingscenter, er signalet endnu mørkere: at grænsen mellem terrorbekæmpelse og kollektiv afstraffelse er ved at forsvinde.

Hvad ved vi faktisk om ansvar og efterforskning?

Det sikre er begrænset, men alvorligt nok. FN har fået adgang til stedet og har kunnet bekræfte, at der var tale om et angreb med omfattende civile tab. FN's dokumentation giver ekstra vægt, fordi organisationen normalt er forsigtig med at fastslå tal og ansvar i aktive konflikter.

Det mindre klare er, om der kommer en egentlig uafhængig undersøgelse med mandat til at fastslå kommandokæde, våbentype, måludpegning og eventuelle brud på krigens regler. Der er krav om, at sagen undersøges som mulig krigsforbrydelse, men der er endnu ikke tegn på, at Pakistan selv vil åbne for en troværdig ekstern granskning.

Talibanstyret i Kabul har en klar interesse i at bruge sagen politisk mod Pakistan, men det gør ikke i sig selv de dokumenterede civile tab mindre reelle. Omvendt har Pakistan en lige så åbenlys interesse i at fastholde, at man kun ramte legitime sikkerhedsmål. Uden offentliggjort bevismateriale fra pakistansk side står den forklaring svagt.

Familierne står tilbage med det mest grundlæggende spørgsmål

For de efterladte er den juridiske klassificering ikke det første spørgsmål. Det første er, hvorfor deres sønner og brødre døde, mens de var i behandling.

Mange familier har ikke engang fået et klart gravsted. Flere af de dræbte blev begravet i massegrave, fordi identifikation var umulig eller ufuldstændig. Det gør også det personlige tab politisk. Når staten, der udførte angrebet, benægter målet, bliver sorgen låst fast i en kamp om anerkendelse.

Det er ofte sådan civile massedrab fortsætter efter selve eksplosionen: først i ruinerne, derefter i benægtelsen.

Risikoen nu er bredere end denne ene sag

Angrebet kommer på et tidspunkt, hvor Afghanistan allerede er presset af returstrømme fra Pakistan, intern fordrivelse og nedslidt offentlig service. IOM har registreret mere end fem millioner returnerede over to år, heraf 2,6 millioner alene i 2025. Hvis grænsekrigen fortsætter, vil flere mennesker blive presset ind i et system, der knap kan håndtere dem.

Det øger risikoen for tre ting på én gang: flere civile tab, dårligere humanitær adgang og hårdere regional destabilisering. Når sundhedsinstitutioner bliver potentielle mål eller påståede mål, rammer det også nødhjælpens mulighed for at fungere.

Bundlinjen

Sagen om Omid-centret er ikke bare endnu et blodigt kapitel i konflikten mellem Pakistan og Afghanistan. Den er en test af, om der stadig findes en bund under krigens regler i regionen.

Hvis et rehabiliteringscenter i Kabul kan blive ramt med mindst 269 dræbte, og forklaringen blot bliver, at målet egentlig var noget andet, så er problemet større end én hændelse. Så er problemet, at civile institutioner ikke længere nyder troværdig beskyttelse, heller ikke når de er kendte, faste og fulde af mennesker, der allerede er blandt samfundets mest udsatte.

Det er derfor familierne kræver svar. Og det er derfor omverdenen bør kræve mere end benægtelser.

Pakistan angriber rehabcenter i Kabul og dræbte 269 mennesker