USA rammer netværk bag Irans våbensektor hårdere

USA har indført nye sanktioner mod ti personer og virksomheder, som ifølge amerikanske myndigheder har ydet støtte til Irans våbensektor.^[1] Tiltaget føjer sig til en velkendt amerikansk strategi: at ramme de finansielle og kommercielle netværk omkring iranske programmer frem for kun de officielle statslige institutioner.^[2]

Det korte svar er, at sanktionerne næppe stopper Irans våbenproduktion fra den ene dag til den anden. Men de kan gøre den dyrere, langsommere og mere risikabel, især når betalinger, importkanaler og mellemled bliver sværere at skjule.^[3]

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Hvem er ramt

Kort over Tehran i Iran i relation til sanktionerne og netværket omkring Irans våbensektor

Offentlige amerikanske sanktionsdokumenter peger på en gruppe af både enkeltpersoner og selskaber med forbindelser til iranske finansielle og teknologiske miljøer. Blandt de navne, der fremgår af OFAC-materiale, er Adel Berjisian, Ali Morteza Birang, Alireza Fatahinokambari, Shahab Javanmardi og Hadi Nouri.^[1]

De er i de amerikanske lister koblet til blandt andet Cyrus Offshore Bank, Runc Exchange System Company og Pasargad Arian Information and Communication Technology Company. Amerikanske myndigheder beskriver netværket som et system, der hjælper Iran med at omgå sanktioner og holde følsomme aktiviteter i gang gennem banker, vekselsystemer og selskabskonstruktioner.^[4]

Kort over Washington, D.C., i relation til OFAC-sanktioner og amerikansk sanktionspolitik

Det er vigtigt at skelne mellem to niveauer i den amerikanske argumentation. På den ene side siger Washington, at de ramte aktører bidrager til Irans våbensektor. På den anden side er de offentlige dokumenter ofte mere præcise om mekanismen end om det konkrete våbenled. De beskriver typisk finansiering, sanktionsomgåelse, virksomhedsdækning og adgang til teknologi eller betalinger, snarere end at en navngiven person selv producerer missiler eller droner.

Hvad USA forsøger at ramme

Sanktioner som disse handler sjældent kun om komponenter. De handler om kredsløb. Hvis Iran skal anskaffe dual-use produkter, software, specialmetaller, elektronik eller finansielle tjenester gennem tredjeled, kræver det banker, vekselnetværk, frontfirmaer og personer, der kan få transaktioner til at se civile ud.

Det er præcis den type infrastruktur, USA forsøger at presse.

Finansielle mellemled er ofte vigtigere end fabrikkerne

Når en bankforbindelse eller et exchange-selskab bliver ramt, kan konsekvensen være større end ved at sortliste en enkelt fabrik. Våbenrelaterede programmer er afhængige af betaling, kredit, forsikring, shipping og juridiske mellemled. Hvis disse led bliver giftige for omverdenen, stiger friktionen i hele kæden.

Det gælder især, fordi OFAC-sanktioner ikke kun rammer de direkte navngivne. De skaber også det, virksomheder frygter mest: sekundær risiko. En bank, transportør eller teknologileverandør uden for USA kan miste adgang til det amerikanske finanssystem, hvis den vurderes at have handlet med en sortlistet aktør.^[2]

Virker det

På kort sigt er effekten ofte begrænset, hvis målet er total standsning. Iran har i årevis opbygget erfaring med at bruge skyggenetværk, alternative betalingsveje og selskaber i tredjelande. Derfor overlever mange programmer trods nye amerikanske tiltag.

Men sanktionerne har stadig en reel virkning.

Den umiddelbare effekt er forsinkelse og dyrere omveje

Når et netværk bliver eksponeret, må det reorganiseres. Konti skal flyttes, stråmænd udskiftes, dokumentation omskrives, og nye handelsruter etableres. Det tager tid og koster penge. For et våbenprogram betyder det ikke nødvendigvis stop, men det kan betyde lavere tempo, mindre fleksibilitet og større afhængighed af færre partnere.

Hvis de ramte aktører har haft en vigtig rolle i betalinger eller indkøb, kan sanktionerne også skabe huller i leverancer af komponenter, software eller specialudstyr.

Langsigtet effekt afhænger af international opbakning

Her ligger det afgørende forbehold. Amerikanske sanktioner bider hårdest, når de støttes bredt af allierede, banker og eksportkontrolmyndigheder. EU har allerede omfattende sanktioner mod Iran, blandt andet med henvisning til atomspredning, droner og militær støtte til Rusland.^[5] Det gør det sværere for iranske netværk at skifte fra amerikansk til europæisk eksponering.

Omvendt svækkes effekten, hvis handel og finansiering kan flyttes til jurisdiktioner med svagere kontrol eller større vilje til at løbe risikoen.

Hvad det betyder for europæiske og danske virksomheder

For danske og andre EU-virksomheder er pointen ikke kun geopolitisk. Den er operationel. Sanktioner mod iranske netværk kan ramme langt ind i almindelig handel, især hvis der er tale om dual-use varer, software, elektronik, specialmetaller, grafit eller teknologi, der kan have både civil og militær anvendelse.

Erhvervsstyrelsens eksportkontrolregler er allerede klare: visse produkter må ikke eksporteres til Iran, og virksomheder har selv ansvaret for at kende reglerne. Det gælder også indirekte eksport og situationer, hvor et produkt først sælges til et mellemled i et tredjeland.^[6]

Risikoen ligger ofte i det indirekte led

Den største fare for en europæisk virksomhed er ikke nødvendigvis en bevidst handel med Irans våbensektor. Det er, at et tilsyneladende legitimt mellemled senere viser sig at være del af et netværk for omgåelse af sanktioner.

Det kan være en distributør, en finansiel partner, et handelshus eller en kunde, der køber industriel software, sensorer, komponenter eller metalprodukter med en plausibel civil forklaring. Hvis forbindelsen senere spores til et sanktionsramt netværk, kan konsekvenserne være alvorlige: indefrysning, kontrakttab, bankproblemer og i værste fald myndighedssager.

Mere pres på forsyningskæderne

Sanktioner af denne type forværrer også den bredere usikkerhed omkring forsyningskæder med relation til Iran og regionen. Når banker, shippingaktører og forsikringsselskaber bliver mere forsigtige, bliver selv lovlig handel tungere at gennemføre. Flere transaktioner bliver afvist, flere leverancer kræver ekstra dokumentation, og flere virksomheder vælger simpelthen at holde sig væk.

Det er i sig selv en del af effekten. USA forsøger ikke kun at forbyde bestemte handler, men at gøre hele miljøet omkring Iran mindre attraktivt at røre ved.

Blik fremad

De nye amerikanske sanktioner er derfor mindre et dramatisk gennembrud end endnu en stramning af skruen. De ændrer næppe Irans kurs alene. Men de kan svække de netværk, der gør det muligt at skaffe penge, teknologi og komponenter i det skjulte.

For virksomheder i Danmark og EU er budskabet mere jordnært: Iran-risiko handler ikke kun om direkte eksport til Teheran. Den handler om due diligence hele vejen ned gennem kunder, mellemled, betalinger og teknologi.

Det er dér, denne historie for alvor bliver relevant uden for Washington og Teheran.

USA ruller ud sanktioner mod aktører omkring Irans våbenprogram

USA rammer netværk bag Irans våbensektor