Xi skærper antikorruption mod Kinas topelite

Xi Jinpings antikorruptionskampagne har nu ramt to tidligere topposter i kinesisk politik med en tyngde, der efterlader meget lidt tvivl om signalet: ingen tidligere rang er længere nogen reel beskyttelse.

De nye domme mod tidligere ministre er ikke bare endnu et kapitel i en lang kampagne mod bestikkelse og magtmisbrug. De viser, at kampagnen er gået ind i en fase, hvor den ikke kun handler om at rense ud i systemet, men også om at disciplinere hele eliteapparatet omkring Xi Jinping. ^[1]

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Kampagnen er ikke ny, men den er blevet skarpere

Siden Xi Jinping overtog magten efter partikongressen i 2012, har han gjort antikorruption til et af sine mest effektive politiske redskaber. Kampagnen blev lanceret med løftet om at gå efter både "tigre" og "fluer", altså både højtstående ledere og menige embedsmænd. ^[2]

I de første år handlede meget om store symbolske fald. Navne som Bo Xilai, Zhou Yongkang, Xu Caihou og Ling Jihua blev tidligt eksempler på, at selv magtfulde figurer kunne ryge ud. Det satte tonen. Men udviklingen siden da er mindst lige så vigtig: kampagnen er ikke klinget af, den er blevet institutionaliseret. ^[3]

Millioner af embedsmænd er gennem årene blevet undersøgt eller straffet for partidisciplinære brud. Langt de fleste sager har ramt lokale og lavere rangerende funktionærer. Data fra forskningsmiljøer, der har kortlagt ti års antikorruptionsarbejde, peger på, at mere end ni ud af ti sager de senere år ligger på græsrodsniveau. Sager mod ministre og partichefer på provinsniveau er stadig relativt få. Netop derfor får hver ny sag på topniveau ekstra vægt. ^[4]

Sådan virker maskinen

Partiet undersøger først, staten dømmer bagefter

Det afgørende ved Kinas system er, at disse sager ikke begynder i et almindeligt retssystem. De starter internt i partiet, typisk under Centralkommissionen for Disciplininspektion, CCDI, som er blevet et af Xi-systemets vigtigste magtinstrumenter. ^[5]

Når en højtstående person bliver taget ud af kredsløbet og meldt for alvorlige disciplinære og juridiske overtrædelser, er forløbet som regel allerede langt fremskredent. Først kommer den interne partiefterforskning. Derefter følger eksklusion, afsættelse og overdragelse til anklagemyndighederne. Først i den sidste fase bliver sagen til en formel straffesag.

Mønstret er velkendt. Anklagerne kredser ofte om bestikkelse, magtmisbrug, ulovlig påvirkning af kontrakter, ansættelser eller investeringer samt "alvorlige brud på partidisciplin". Det sidste er bevidst bredt formuleret og giver partiet et stort spillerum, også i sager hvor det politiske element er åbenlyst.

Udfaldet er næsten givet på forhånd

Når sagen først når domstolene, ender den typisk med en hård dom. Det kan være lange fængselsstraffe, livstid eller i sjældnere tilfælde en dødsdom med udsættelse, som ofte senere omdannes til livstid. Frifindelser i den type politisk tunge sager er i praksis ikke en faktor. ^[6]

Det er derfor vigtigt at forstå, at dommen ofte er den sidste formalitet i et forløb, hvor den reelle afgørelse er truffet langt tidligere i partiapparatet.

Hvad de nye domme fortæller

At to tidligere ministre nu er blevet dømt, cementerer tre ting.

For det første fortsætter Xi Jinping med at bruge antikorruption som et centralt styringsredskab, også efter at han for længst har konsolideret sin personlige magt. Det her er ikke oprydning i opstartsfasen. Det er vedvarende kontrol. ^[7]

For det andet bliver advarslen sendt til hele embedsværket: loyalitet er ikke bare en forventning, men en betingelse for overlevelse. I Xi-æraens Kina er korruption sjældent kun et spørgsmål om penge. Det handler også om fraktionsdannelse, klientnetværk, personlige forbindelser og enhver adfærd, der kan ligne en alternativ magtbase.

For det tredje viser dommene, at pension eller tidligere status ikke nødvendigvis skaber afstand til efterforskning. Den kinesiske ledelse har i stigende grad gjort det klart, at gamle sager kan graves frem, hvis partiet ønsker det.

Mere end jura, det er politisk disciplin

Det er fristende at læse alle disse sager som klassisk kamp mod korruption. Det er kun halvdelen af historien.

Xi har siden begyndelsen koblet moralsk oprydning sammen med politisk centralisering. Kampagnen har ramt overdådigt forbrug, gavekultur, banketter, private netværk og andre privilegier, som partiet ser som tegn på slap disciplin og potentiel illoyalitet. Det er ikke kun bestikkelse i smal forstand, der bekæmpes. Det er en hel elitekultur, som Xi har villet underlægge sig.

Det er også derfor, kampagnen har haft så stor intern effekt. Mange kinesiske embedsmænd er blevet mere forsigtige, langsommere og mindre villige til at træffe risikable beslutninger. Det kan styrke central kontrol, men det kan også skabe politisk lammelse i et system, hvor ingen vil være den næste, der falder. ^[8]

Betydning for økonomi og udenlandske virksomheder

For udenlandske investorer og virksomheder i Kina sender de nye domme et blandet signal.

På den ene side kan et hårdere opgør med korruption lyde som et plus. Mere disciplin, færre uformelle netværk og større frygt for magtmisbrug kan i teorien forbedre rammevilkårene. På den anden side understreger sagerne, hvor stærkt politik og retshåndhævelse er vævet sammen i Kina.

Det betyder øget usikkerhed for virksomheder, der er afhængige af tilladelser, lokale samarbejder eller relationer til tidligere magtcentre. Når højtstående personer pludselig falder, kan hele beslutningskæder fryse. Projekter kan blive forsinket, godkendelser genåbnet og lokale allierede forsvinde fra den ene dag til den anden. ^[9]

For multinationale selskaber er læringen den samme som tidligere, men endnu mere presserende: relationer i Kina er ikke stabile aktiver, hvis de knytter sig for tæt til bestemte personer eller fraktioner.

Det store billede

De nye domme viser, at Xi Jinpings antikorruptionskampagne ikke er ved at ebbe ud. Tværtimod fremstår den som et permanent system for politisk disciplinering.

Det mest markante er ikke, at Kina igen straffer korruption på højt niveau. Det er, at kampagnen efter snart et halvandet årti stadig bruges til at forme magtbalancen i toppen. Når tidligere ministre dømmes nu, er budskabet enkelt: Xi-styret holder stadig kniven skarp, og ingen i eliten kan vide sig sikre, hvis partiet beslutter at gøre op.

Xi Jinping skærper korruptionskampen: to tidligere ministre dømt til døden