2015-aftalen er den oprindelige internationale atomaftale med Iran, også kendt som JCPOA, Joint Comprehensive Plan of Action. Aftalen blev indgået i 2015 mellem Iran og en gruppe stormagter og havde til formål at begrænse Irans atomprogram, så det blev sværere for landet at udvikle atomvåben. Til gengæld skulle Iran have lettelser i en række økonomiske sanktioner.
Hvad gik aftalen ud på?
Kernen i 2015-aftalen var, at Iran accepterede klare grænser for, hvor meget uran landet måtte berige, hvor store lagre det måtte have, og hvilke typer atomrelateret udstyr det måtte bruge. Der blev også indført omfattende international kontrol, især gennem inspektioner fra Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA. Formålet var at skabe gennemsigtighed og give omverdenen sikkerhed for, at Irans atomprogram forblev civilt.
Aftalen blev set som et diplomatisk gennembrud, fordi den forsøgte at løse en langvarig konflikt gennem forhandling i stedet for militær optrapning. For tilhængere var den et redskab til at sænke spændingerne i Mellemøsten. Kritikere mente derimod, at aftalen var for midlertidig eller for begrænset, og at den ikke dækkede andre problemer som missilprogrammer og regional indflydelse.
Hvorfor nævnes den stadig?
2015-aftalen spiller fortsat en central rolle i nyheder om Iran, USA, EU, Israel og det bredere sikkerhedspolitiske billede i Mellemøsten. Når politikere og medier henviser til "2015-aftalen", er det ofte for at sammenligne nutidige forhandlinger med den oprindelige model for kontrol og sanktioner.
I praksis bruges aftalen som målestok for, hvor tæt eller langt parterne er fra en diplomatisk løsning. Derfor er den vigtig at forstå, hvis man vil følge debatter om atomspredning, internationale sanktioner og risikoen for konflikt. I aktuelle nyheder betyder begrebet ofte mere end blot en gammel aftaletekst, det er et symbol på, om diplomati stadig kan fungere i en af verdens mest betændte konflikter.