Enhanced Forward Presence, ofte forkortet eFP, er NATO's fremskudte militære tilstedeværelse i dele af Nord-, Central- og Østeuropa. Formålet er at styrke afskrækkelsen over for mulige modstandere og samtidig vise solidaritet med medlemslande på alliancens østlige flanke. Styrkerne er defensive, multinationalt sammensat og placeret fremme for hurtigt at kunne reagere, hvis sikkerhedssituationen forværres.
Hvad ordningen går ud på
eFP blev etableret som svar på et mere usikkert sikkerhedsmiljø i Europa. I praksis betyder det, at flere NATO-lande bidrager med soldater, materiel og ledelseskapacitet til kampgrupper, der er stationeret i udvalgte medlemslande. Tilstedeværelsen skal ikke forstås som en offensiv opbygning, men som en tydelig markering af, at et angreb på ét allieret land vil berøre hele alliancen.
Det centrale i eFP er netop det multinationale element. Når styrker fra flere lande træner og opererer sammen i samme område, sender det et politisk og militært signal om sammenhold. Samtidig forbedrer det NATO's evne til at samarbejde i en krisesituation, fordi enhederne allerede kender terræn, procedurer og hinanden.
Hvorfor NATO bruger fremskudt tilstedeværelse
Fremskudt tilstedeværelse bruges for at gøre afskrækkelse mere troværdig. Hvis allierede styrker allerede er til stede i et udsat område, bliver det sværere for en modstander at tvivle på, om NATO vil reagere hurtigt. Et konkret eksempel er de multinationalt sammensatte kampgrupper i lande tæt på Rusland og Belarus, hvor øvelser og beredskab skal mindske risikoen for fejlberegninger.
Ordningen har også en beroligende funktion for værtslandene, fordi den viser, at deres sikkerhed ikke kun er et nationalt anliggende, men et fælles ansvar. I den aktuelle europæiske sikkerhedspolitiske debat er eFP derfor vigtig, fordi den siger noget om, hvordan NATO kombinerer forsvar, afskrækkelse og politisk sammenhold i en tid med øget spænding.