Østflanke bruges især om den del af NATO's territorium, der ligger tættest på Rusland og Belarus. Begrebet dækker typisk lande i Central- og Østeuropa, blandt andet de baltiske lande, Polen og andre medlemsstater mod øst. Når man taler om NATO's østflanke, handler det om alliancens forreste forsvarslinje, altså de områder hvor trusler, afskrækkelse og militær beredskab er mest direkte forbundet med udviklingen i Ruslands nærområde.
Hvad betyder østflanke i praksis?
I praksis beskriver østflanken både en geografisk zone og en sikkerhedspolitisk rolle. Efter Ruslands mere konfronterende adfærd over for nabolande er NATO's fokus på denne del af alliancen vokset markant. Det har ført til flere soldater, mere øvelsesaktivitet, udbygning af infrastruktur og større lagre af materiel i de østlige medlemslande.
Formålet er først og fremmest afskrækkelse. Tanken er, at en tydelig og synlig militær tilstedeværelse skal gøre det mindre sandsynligt, at en modstander vil teste NATO's forsvarsvilje. Derfor omtales østflanken ofte som Europas første forsvarslinje. Diskussionen omfatter også grænseforsvar, luftforsvar, logistik og samarbejde mellem nabolande, så styrker hurtigt kan indsættes ved en krise.
Hvorfor er begrebet vigtigt?
Østflanken er blevet et centralt begreb i europæisk sikkerhedspolitik, fordi den viser, hvordan krigen i Europas nærområde påvirker hele alliancen. Hvis presset stiger mod NATO's østlige medlemslande, betragtes det ikke som et lokalt problem, men som en udfordring for hele det euro-atlantiske sikkerhedssystem.
Begrebet bruges også bredere i EU-sammenhæng, hvor lande på unionens østlige grænse efterlyser tættere koordinering om forsvar og grænsebeskyttelse. Derfor dukker ordet ofte op i nyheder om troppeforstærkninger, topmøder og forsvarsplaner. At forstå østflanken er vigtigt, fordi den i stigende grad former debatten om Europas sikkerhed, NATO's troværdighed og forholdet til Rusland.