European Phased Adaptive Approach, ofte forkortet EPAA, er den amerikanske del af NATOs missilforsvar i Europa. Modellen blev lanceret i 2009 som en trinvis plan for at beskytte europæiske allierede mod ballistiske missiler, især kort- og mellemdistancemissiler. Ideen var at opbygge forsvaret i flere faser, så systemet kunne tilpasses nye trusler og teknologiske fremskridt undervejs.
Hvad går EPAA ud på?
EPAA bygger på en kombination af radarer, kommandosystemer og afskæringsmissiler, som kan opdage, følge og i sidste ende forsøge at ramme indkommende missiler. I stedet for at satse på én stor, fast løsning valgte USA og NATO en fleksibel model, hvor kapaciteten gradvist blev udvidet. Derfor kaldes tilgangen også adaptiv.
I praksis betyder det, at forskellige elementer, herunder skibe med missilforsvar, landbaserede affyringssystemer og avancerede sensorer, er blevet koblet sammen i et fælles netværk. Formålet er ikke at beskytte mod alle typer atomvåben eller store angreb fra stormagter, men især mod mere begrænsede missilangreb fra regionale aktører.
Hvorfor blev det indført?
Baggrunden var voksende bekymring for missiltrusler mod Europa, særligt fra Mellemøsten. Samtidig ønskede USA at integrere sit forsvar tættere med NATO, så de europæiske allierede blev en del af et samlet system. NATO besluttede senere at udvide sit eget missilforsvar med udgangspunkt i det amerikanske bidrag.
EPAA har også haft politisk betydning. Systemet er blevet fremhævet som et eksempel på transatlantisk samarbejde, men har samtidig været omdiskuteret, blandt andet fordi Rusland har set missilforsvar i Europa som en sikkerhedspolitisk udfordring.
Derfor er EPAA vigtigt
EPAA er vigtigt, fordi det viser, hvordan NATO-landene forsøger at håndtere nye militære trusler med teknologi, samarbejde og gradvis opbygning. I aktuelle sikkerhedspolitiske debatter er begrebet centralt, fordi missilforsvar, afskrækkelse og forholdet mellem NATO, USA og Rusland fortsat spiller en stor rolle.