Folkedrabskonventionen er en international FN-traktat fra 1948, som forbyder folkedrab og fastlægger staters pligt til at forhindre og straffe det. Konventionen blev vedtaget i kølvandet på Holocaust og var et forsøg på at sikre, at sådanne forbrydelser aldrig skulle gentage sig. Den er stadig et centralt retsgrundlag i international ret, når stater, domstole og organisationer vurderer masseovergreb mod bestemte befolkningsgrupper.
Hvad konventionen dækker
Konventionen definerer folkedrab som bestemte handlinger begået med hensigt om helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe. Det kan være drab, alvorlig fysisk eller psykisk skade, eller handlinger der bevidst skaber livsvilkår, som kan føre til gruppens ødelæggelse. Det afgørende er ikke kun handlingernes grovhed, men også den særlige hensigt bag dem.
Konventionen retter sig derfor mod mere end krigshandlinger generelt. Ikke alle massedrab er juridisk set folkedrab. For at bruge betegnelsen skal der være beviser for, at en beskyttet gruppe bevidst er mål for ødelæggelse. Det gør begrebet både juridisk præcist og politisk følsomt.
Staters pligter og betydning i praksis
Lande, der har tilsluttet sig konventionen, forpligter sig til både at forebygge og straffe folkedrab. Det indebærer blandt andet, at de skal have lovgivning, som gør det muligt at retsforfølge gerningspersoner, og at de skal samarbejde internationalt. Konventionen har også haft betydning for internationale domstole og tribunaler, som behandler sager om de alvorligste internationale forbrydelser.
I praksis bliver folkedrabskonventionen ofte nævnt, når der opstår debat om overgreb mod civile i krig eller under autoritære regimer. Her bruges den som målestok for, om verdenssamfundet reagerer hurtigt nok, og om stater lever op til deres juridiske og moralske ansvar. Derfor er konventionen vigtig i aktuelle nyheder om krig, menneskerettigheder og international politik.