Et interkontinentalt missil, ofte kaldet et ICBM efter den engelske betegnelse, er et langtrækkende ballistisk missil, der kan nå mål over flere tusinde kilometer, typisk på tværs af kontinenter. Missilet affyres fra land og følger en høj bane gennem atmosfæren og rummet, før det vender tilbage mod sit mål. Mange interkontinentale missiler er udviklet til at kunne bære atomsprænghoveder, og derfor spiller de en central rolle i stormagters afskrækkelsesstrategier.
Hvad kendetegner et interkontinentalt missil?
Det vigtigste kendetegn er rækkevidden. Et interkontinentalt missil defineres normalt som et missil, der kan flyve mere end 5.500 kilometer. I modsætning til kortere missiler er formålet at kunne ramme meget fjerne mål hurtigt. Missilet er ballistisk, hvilket betyder, at det efter affyring i høj grad følger en beregnet bane styret af fart, tyngdekraft og avancerede navigationssystemer.
Nogle interkontinentale missiler kan bære flere sprænghoveder, som kan rettes mod forskellige mål. Det gør dem til et særligt alvorligt element i moderne militær strategi. De er ofte placeret i beskyttede affyringssiloer på land, men lignende langtrækkende atommissiler findes også på ubåde, dog betegnes de normalt særskilt.
Hvorfor er de så vigtige i sikkerhedspolitik?
Interkontinentale missiler forbindes især med atomafskrækkelse, altså idéen om at forhindre angreb ved at have evnen til at slå igen. Under den kolde krig blev de et symbol på magtbalancen mellem atommagter, og de er stadig en central del af flere landes militære kapacitet.
Når stater tester eller udvikler interkontinentale missiler, vækker det derfor stor international opmærksomhed. Det kan påvirke diplomati, våbenkontrol og forholdet mellem stormagter. Begrebet er vigtigt i aktuelle nyheder, fordi missilerne står i centrum for diskussioner om krig, afskrækkelse og global sikkerhed.