Konventionelt forsvar er militært forsvar, der bygger på traditionelle våben, soldater, fartøjer og fly, frem for kernevåben og andre masseødelæggelsesvåben. Begrebet dækker typisk hæren, flåden og flyvevåbnet samt deres evne til at overvåge, afskrække og om nødvendigt forsvare et område med almindelige militære midler.
Hvad dækker begrebet over?
Når man taler om konventionelt forsvar, handler det om de kapaciteter, som de fleste forbinder med et lands militær. Det kan være kampvogne, artilleri, krigsskibe, kampfly, luftforsvar og infanteri. Formålet er at kunne møde en modstander med militær magt uden at tage atomvåben i brug. I praksis bruges begrebet ofte for at skelne mellem klassisk militær styrke og andre former for magtanvendelse, som for eksempel atomafskrækkelse, cyberoperationer eller sabotage.
Konventionelt forsvar er også tæt knyttet til beredskab, logistik og evnen til at samarbejde med allierede. Et land kan have moderne våben, men uden træning, forsyninger og koordination vil forsvarsevnen være begrænset. Derfor omfatter begrebet mere end selve våbnene, det handler også om organisation og udholdenhed.
Konventionelt forsvar i en moderne sikkerhedspolitik
I dag foregår sikkerhedspolitik på mange fronter samtidig. Trusler kan komme fra missiler, droner, cyberangreb og påvirkningskampagner, men det har ikke gjort konventionelt forsvar overflødigt. Tværtimod er klassiske militære styrker fortsat centrale, især når stater skal beskytte territorium, grænser og søveje.
I europæisk og arktisk sammenhæng bruges begrebet ofte i debatter om oprustning, afskrækkelse og NATO-samarbejde. Hvis et land styrker sit konventionelle forsvar, kan det for eksempel være ved at udbygge luftforsvar, øge antallet af soldater eller forbedre overvågningen i nærområder. Det er vigtigt, fordi aktuelle konflikter viser, at traditionel militær magt stadig spiller en afgørende rolle i international politik.