Mindsteløn er den laveste løn, en arbejdsgiver må betale en lønmodtager for udført arbejde. I nogle lande er mindsteløn fastsat ved lov af staten, mens den i andre lande, som Danmark, typisk reguleres gennem overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter. Formålet er at sikre et løngulv, så ansatte ikke får urimeligt lav betaling.
Hvordan mindsteløn fastsættes
Måden, mindsteløn bliver fastsat på, varierer fra land til land. I mange europæiske lande findes en national lovbestemt mindsteløn, som gælder for de fleste ansatte. Den kan være angivet som timeløn, månedsløn eller begge dele. I Danmark er modellen anderledes, fordi løn som udgangspunkt aftales mellem fagforeninger og arbejdsgivere i kollektive overenskomster. Det betyder, at der ikke findes én generel lovbestemt dansk mindsteløn for alle.
Debatten om mindsteløn handler ofte om balancen mellem social beskyttelse og fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Tilhængere ser mindsteløn som et værn mod lavtlønsarbejde og fattigdom blandt personer i job. Kritikere peger på, at en for høj mindsteløn i nogle brancher kan gøre det sværere for unge eller ufaglærte at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Mindsteløn i EU og i praksis
På EU-plan har mindsteløn været et vigtigt politisk emne, især i forbindelse med direktivet om passende mindstelønninger. Direktivet fastsætter ikke en fælles europæisk løn, men opstiller rammer for, hvordan medlemslande skal arbejde med rimelige lønvilkår og stærke kollektive forhandlinger. Det har også rejst spørgsmål om, hvor langt EU kan gå ind på et område, der traditionelt hører under de enkelte landes arbejdsmarkedsmodeller.
I praksis påvirker mindsteløn både ansatte, virksomheder og samfundsøkonomien. Den spiller en rolle i diskussioner om inflation, ulighed, konkurrenceevne og arbejdskraftmangel. Derfor er mindsteløn et centralt begreb i aktuelle nyheder om arbejdsmarked, EU-politik og social retfærdighed.