Selvbestemmelsen - Ordbog

Selvbestemmelsen er retten til selv at bestemme over sit liv, sine valg eller sit politiske tilhørsforhold. Begrebet bruges både om enkeltpersoner og om folk, nationer eller befolkningsgrupper. I politisk og folkeretlig sammenhæng handler det især om, at et folk har ret til at afgøre sin egen politiske status og vælge, hvordan det vil styres. I en mere personlig eller social betydning handler selvbestemmelse om indflydelse på egne forhold, for eksempel i sundhedsvæsenet, på sociale institutioner eller i hverdagslivet.

Selvbestemmelse i politik og folkeret

I international politik er selvbestemmelsen tæt knyttet til idéen om, at folk ikke skal styres imod deres vilje af en fremmed magt. Princippet blev særligt vigtigt i forbindelse med afkolonisering og nationale frigørelsesbevægelser. Det indgår også i centrale menneskerettighedsdokumenter og bruges ofte i debatter om autonomi, løsrivelse og nationale mindretals rettigheder.

Selvbestemmelse betyder dog ikke automatisk, at enhver gruppe har ret til at danne sin egen stat. I praksis skal princippet ofte afvejes mod andre hensyn, især staters territoriale integritet og international stabilitet. Derfor er selvbestemmelsen et omstridt begreb i konflikter om grænser, suverænitet og national identitet.

Selvbestemmelse for den enkelte

På individniveau betyder selvbestemmelse, at mennesker så vidt muligt selv skal kunne træffe beslutninger om deres eget liv. Det kan handle om valg af behandling, uddannelse, bolig eller daglige rutiner. I ældrepleje, handicapområdet og psykiatrien er selvbestemmelse et vigtigt princip, fordi det hænger sammen med værdighed, frihed og respekt for den enkeltes ønsker.

Samtidig er selvbestemmelse ikke altid ubegrænset. Den kan støde sammen med hensyn til omsorg, sikkerhed eller andre menneskers rettigheder. Netop derfor er begrebet centralt i aktuelle nyheder, hvor spørgsmål om demokrati, minoriteter, velfærd og menneskerettigheder ofte handler om, hvem der har ret til at bestemme over hvem.