9. maj viser Ruslands sårbarhed over for Ukraine

Ruslands fejring af 9. maj er tænkt som en demonstration af historisk storhed, militær kontrol og national samling. I år er pointen en anden. Jo tættere man kommer på lørdagens Victory Day-parade i Moskva, desto tydeligere bliver det, at krigen mod Ukraine også er flyttet ind i det russiske hjemmerum.

Det handler ikke kun om symbolik. Ukraines evne til at ramme mål dybt inde i Rusland har gjort en dag, som Kreml normalt bruger til at vise styrke, til et sikkerhedsproblem. Myndighederne har allerede varslet forstyrrelser i mobilt internet, skærpet overvågning og højere beredskab i storbyer. Det er i sig selv en historie: staten må nu beskytte sit vigtigste politiske teater mod konsekvenserne af den krig, den selv fører. ^[1]

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

9. maj er ikke bare en mindedag

Victory Day er den mest ladede dato i den russiske statskalender. Officielt handler den om sejren over Nazityskland i 1945. Politisk handler den om noget bredere: legitimitet.

Den Røde Plads i Moskva, Rusland – sted for Victory Day-paraden og det symbolske fokus i artiklen

Under Vladimir Putin er 9. maj blevet gjort til et samlende ritual, hvor Sovjetunionens sejr i Anden Verdenskrig bindes direkte sammen med nutidens russiske stat og dens krav på status, indflydelse og historisk ret. Paraden på Den Røde Plads er derfor ikke bare en ceremoni. Den er iscenesat statsideologi med kampvogne, veteranmyter og et budskab om, at Rusland igen står i en eksistentiel kamp mod fjender udefra. ^[2]

Netop derfor er dagen sårbar. Hvis sikkerheden må strammes voldsomt, hvis luftrum lukkes, mobilnet dæmpes, eller hvis offentligheden mærker frygten mere end triumfen, undergraver det en del af formålet.

Kyiv, Ukraine – by nævnt i artiklen som kilde til pres og trusler i relation til paraden

Ukraine har fundet et ømt punkt

Kyiv behøver ikke ramme selve paraden for at opnå en effekt. Det er nok at gøre den usikker.

Ukraine har gennem de seneste år udbygget sin kapacitet til langtrækkende droneangreb mod olieanlæg, depoter, militære installationer og anden kritisk infrastruktur i Rusland. Det militære udbytte varierer fra mål til mål, men den politiske effekt er blevet stadig klarere: Krigen kan ikke længere holdes væk fra den russiske offentlighed. ^[3]

Det gør 9. maj til et oplagt prespunkt. Når angreb eller bare truslen om angreb falder op til Ruslands vigtigste nationale højtid, tvinges Kreml til at vælge mellem to dårlige muligheder. Enten skal man indrømme sårbarhed og skrue markant op for sikkerheden. Eller også skal man lade normaliteten spille videre og løbe en større risiko.

Det er præcis den type dilemma, Ukraine søger at skabe.

Fra frontkrig til psykologisk pres

Der er også en strategisk logik i timingen. Uafhængige sikkerhedsanalytikere peger længe på, at angreb tæt på store russiske mærkedage ikke kun skal ødelægge materiel. De skal forstyrre fortællingen om kontrol.

For Kreml er krigen blevet præsenteret som både nødvendig og håndterbar. Men når russiske borgere oplever aflyste arrangementer, internetbegrænsninger, luftalarmer og ekstra sikkerhed omkring en dag, der skulle symbolisere triumf, bliver afstanden mellem propaganda og virkelighed mindre.

Det er også derfor, angreb mod energi- og olieinfrastruktur har vægt. De rammer ikke kun forsyninger og militær logistik, men også statens evne til at signalere robusthed. Ukrainske angreb på russiske olieanlæg har tidligere vist, at relativt billige droner kan tvinge Moskva til dyre og synlige modforanstaltninger. ^[4]

Kremls svar bliver mere overvågning, mere kontrol

Mønstret er efterhånden velkendt. Når truslen stiger omkring 9. maj, følger et bredt sikkerhedsapparat.

Det omfatter typisk styrket luftforsvar omkring Moskva og andre større byer, tættere kontrol ved transportknudepunkter, begrænsninger i kommunikation og en mere aggressiv informationsstyring. I år passer det ind i en bredere udvikling, hvor Rusland bruger overvågning, censur og nødretorik til at håndtere både ydre og indre usikkerhed.

Resultatet er, at Victory Day i stigende grad ligner en befæstet statsforestilling. Jo mere den skal beskyttes, desto tydeligere bliver det, at selve behovet for beskyttelse er en politisk belastning.

Fortællingen strammes, når virkeligheden gør ondt

Det ændrer ikke på, at Kreml vil forsøge at vende sårbarheden til bevis på nødvendighed. Hvis der sker nye angreb, vil den officielle linje næsten sikkert være, at Rusland endnu en gang er under angreb fra en ydre fjende, og at befolkningen derfor må samle sig tættere om staten og hæren.

Det er en gammel mekanisme i russisk krigsretorik: pres udefra bruges til at legitimere mere kontrol indadtil.

Men der er en grænse for, hvor meget den fortælling kan skjule. Når en parade må afskærmes af ekstraordinære sikkerhedstiltag, er det svært samtidig at fastholde billedet af fuld kontrol.

Risikoen rækker ud over Rusland

En eskalation omkring lørdag vil ikke kun være et russisk anliggende. Nabolande og vestlige allierede vil følge særligt nøje med i tre spor: luftkrigens udstrækning, beskyttelsen af kritisk infrastruktur og risikoen for russiske modsvar i den hybride gråzone.

EU har allerede skærpet sin linje mod russiske hybride trusler, herunder sabotage, cyberangreb og informationsoperationer. Hvis spændingen stiger omkring 9. maj, er det sandsynligt, at europæiske lande vil forstærke overvågningen af energinet, transport og digitale systemer, især i østlige medlemslande og tæt på Rusland og Belarus. ^[5]

NATO vil samtidig have fokus på, at utilsigtede hændelser ikke krydser ind over allieret territorium. Vi har allerede set, hvordan droner og militære objekter kan ende i baltisk luftrum. Den risiko vokser, når intensiteten i luftkrigen stiger.

Relateret artikel:

Droner styrter ned i Letland fra russisk retning

Hvad man skal holde øje med efter lørdag

Hvis man vil vurdere, om konflikten er på vej ind i en ny fase, er der nogle mere konkrete tegn end retorikken.

For det første: om Rusland flytter ekstra luftforsvar og elektronisk krigsførelse væk fra fronten og ind mod byer og symboltunge områder. Det siger noget om, hvor stort trusselsbilledet vurderes internt.

For det andet: om nye angreb rammer olie, raffinaderier, jernbaneknudepunkter eller ammunitionsdepoter dybt i Rusland. Den type mål peger på, at Ukraine fortsætter linjen med at gøre den russiske baglandslogistik dyrere og mere usikker.

For det tredje: om Kreml svarer igen med mere massiv beskydning af ukrainsk energi- og civil infrastruktur efter højtiden. Det vil passe ind i et mønster, hvor Rusland forsøger at genoprette afskrækkelse gennem straf.

For det fjerde: om de russiske myndigheder opretholder ekstraordinære kontrolforanstaltninger efter 9. maj. Hvis de gør, er det et tegn på, at problemet ikke længere ses som en midlertidig højtidsrisiko, men som en mere varig sårbarhed.

Det store billede

Lørdagens parade bliver sandsynligvis stadig gennemført. Kampvogne vil rulle, talen vil blive holdt, og Kreml vil forsøge at vise styrke.

Men selve sikkerhedsopbuddet omkring dagen fortæller allerede sin egen historie. Ukraines angreb har ikke knækket Rusland. De har gjort noget andet, som er politisk vigtigt: De har tvunget Kreml til at forsvare sin vigtigste nationale myte på hjemmebane.

Det er derfor, konsekvensen bliver så tydelig på lørdag. Ikke nødvendigvis i form af et dramatisk enkeltangreb, men i det forhold, at Ruslands mest triumferende dag nu må afvikles som en dag under trussel.

Ukraine-krigen kaster skygger over Ruslands sejrsdag