Iran øger politiske henrettelser markant i 2026

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Politisk dødsstraf stiger markant i Iran

Irans myndigheder har skruet markant op for henrettelser af politiske fanger og personer dømt i sager om statssikkerhed. Udviklingen er særlig tydelig efter de seneste måneders militære og politiske optrapning omkring landet, hvor menneskerettighedsgrupper og FN advarer om, at dødsstraffen igen bruges som et redskab til at knuse opposition, ikke kun til at straffe konkrete forbrydelser. ^[1] ^[2]

Området omkring Orumiyeh-fængslet i Iran, hvor den nævnte hændelse fandt sted

Et af de mest opsigtsvækkende eksempler er kurderen Mehrab Abdollahzadeh, som i en lydoptagelse fra fængslet i Orumiyeh sagde, at det måske ville være sidste gang, nogen hørte hans stemme. Kort efter blev han henrettet. Han var blevet anholdt under protestbølgen i 2022 efter Mahsa Aminis død og var anklaget for at have dræbt et medlem af Basij-militsen. Ifølge menneskerettighedsnetværk byggede sagen på tilståelser fremtvunget under tortur. ^[3]

Et gammelt mønster, nu i højere tempo

Det nye er ikke, at Iran bruger dødsstraf politisk. Det nye er tempoet og bredden. FN har registreret mindst 32 henrettelser af politiske fanger siden den seneste krigsfase og de tilhørende angreb mod Iran begyndte. Amnesty International registrerede 45 politisk motiverede henrettelser i hele 2025. Andre grupper peger på, at tempoet i 2026 er endnu højere. ^[1] ^[4] ^[3]

Center for Human Rights in Iran har dokumenteret mindst 22 politiske henrettelser på bare seks uger fra midten af marts til slutningen af april 2026. Ti af de henrettede var blandt dem, der var blevet tilbageholdt under opstanden i januar 2026. Flere sager skal være gennemført i hemmelighed uden forudgående besked til familier eller advokater. ^[3]

Det passer ind i et bredere billede. Uafhængige organisationer vurderer, at Iran i 2024 og 2025 nåede henrettelsesniveauer, der ligger blandt de højeste i årtier. De officielle tal er traditionelt lavere end NGO'ernes, dels fordi staten ikke offentliggør alle sager, dels fordi nogle henrettelser finder sted i stilhed. ^[5] ^[6]

De juridiske anklager, der gør arbejdet for regimet

"Moharebeh" og "korruption på jorden"

I politiske sager bruger den iranske stat især brede og elastiske anklager som moharebeh, at føre krig mod Gud, og efsad fil-arz, korruption på jorden. Begge anklager er blevet centrale siden protesterne i 2022. ^[7]

Problemet er ikke kun ordenes religiøse og ideologiske karakter. Problemet er, at de kan bruges ekstremt bredt. Aktivister, demonstranter, medlemmer af etniske mindretal, personer med påståede forbindelser til oppositionsgrupper og nu også mennesker anklaget for spionage eller samarbejde med Israel, kan alle ende i samme kategori.

I praksis betyder det, at staten kan løfte en politisk sag op på et niveau, hvor dødsstraf bliver mulig, selv når bevisførelsen er tynd, og selv når der ikke foreligger en forbrydelse med forsætligt drab. Det er præcis derfor, internationale jurister og menneskerettighedsgrupper kalder disse sager groft uforenelige med grundlæggende retssikkerhed. ^[4]

Tilståelser under pres

Næsten alle de mest omstridte sager siden 2022 har haft et fællestræk: tilståelser, som ifølge familier, advokater og NGO'er er presset frem under tortur, isolation eller trusler. Kritikken har været den samme i sager mod demonstranter fra "Kvinde, liv, frihed"-bevægelsen, i sager mod kurdiske og baluchiske fanger og i nyere spionagesager. ^[7] ^[8]

Amnesty har i år advaret om, at mindst otte mænd allerede står på dødsgangen i sager om påstået samarbejde med Israel efter rettergange, som organisationen beskriver som fundamentalt uretfærdige. Irans øverste domstols- og anklagemyndigheder har samtidig krævet hurtige retssager mod personer, der beskyldes for at "forstyrre ro og orden" eller samarbejde med fjendtlige aktører. Det øger risikoen for summariske domme. ^[9]

Fra protester i 2022 til opstand i 2026

Protesterne efter Mahsa Aminis død i 2022 blev et vendepunkt. Iran brugte allerede dengang dødsstraffen til at sende et signal om, at gadeprotester kunne koste livet. Flere demonstranter blev henrettet efter hastige retssager, ofte med begrænset adgang til forsvar. ^[7]

Siden er værktøjskassen blevet udvidet. Hvor 2022 og 2023 især handlede om at straffe demonstranter og afskrække nye protester, ser 2025 og 2026 ud til også at handle om at forbinde intern opposition med udenlandske fjender. Den kobling er politisk effektiv for regimet. Hvis en protesterende borger kan fremstilles som agent for Israel, CIA eller eksilgrupper, bliver repressionen lettere at legitimere internt. ^[9]

Det rammer især perifere grupper hårdt. Kurdere, baluchere og andre minoriteter er fortsat overrepræsenterede i sikkerhedssager med dødsstraf. De er ofte udsat for svagere retssikkerhed, mindre medieopmærksomhed og hårdere behandling i fængslerne. ^[8]

Mere end et menneskerettighedsspørgsmål

Den nuværende bølge af henrettelser er også et politisk signal indefra. Regimet ser ud til at prioritere afskrækkelse over legitimitet. Det kan virke på kort sigt, fordi frygt stadig er et effektivt magtmiddel. Men prisen er høj.

Flere menneskerettighedsgrupper vurderer, at den systematiske brug af politiske henrettelser udhuler statens egen troværdighed, presser civilsamfundet længere under jorden og gør enhver fremtidig intern forsoning vanskeligere. Samtidig styrker det diasporaens mobilisering og gør det sværere for europæiske regeringer at føre en afkoblet Iran-politik, hvor atomforhandlinger og menneskerettigheder behandles som to adskilte spor. ^[8]

For EU og USA øger udviklingen sandsynligheden for flere målrettede sanktioner mod dommere, anklagere, fængselsledere og dele af sikkerhedsapparatet. For Golfstaterne er billedet mere blandet. De ønsker stabilitet og mindre regional brand, men de ser også et iransk system, der reagerer på pres med mere intern vold, ikke mindre.

Blik fremad

Det afgørende spørgsmål er ikke længere, om Iran bruger dødsstraf politisk. Det gør landet åbenlyst. Spørgsmålet er, hvor langt myndighederne vil gå, mens den regionale konflikt skærpes, og om omverdenen reelt vil gøre mere end at protestere.

Når en fange når at indtale en sidste besked om tortur og uskyld, før han bliver hængt ved daggry, er det ikke kun en enkelt sag. Det er et signal om, hvordan staten vil styre frygt. Og lige nu går den strategi hurtigere, bredere og mere åbent efter politiske modstandere end før.

Irans politiske henrettelser stiger siden krigens begyndelse

Iran øger politiske henrettelser markant