Israels angreb i Libanon dræber 13 trods våbenhvile

Haboush i Nabatieh-distriktet, sydlige Libanon

Maps

Det nye er ikke kun dødstallet

Vi har tidligere beskrevet, hvordan aftalen rummer et indbygget sammenbrud. Det nye nu er, hvor tydeligt forlængelsen er gledet over i en model, hvor kampene fortsætter næsten efter samme logik som før, blot under et diplomatisk label.

Den aktuelle forlængelse bygger på de samme skrøbelige vilkår som den oprindelige 10 dages pause. Israel forbeholder sig retten til at slå til mod det, landet kalder planlagte, overhængende eller igangværende angreb. Libanon skal på sin side forhindre Hizbollah og andre væbnede grupper i at angribe Israel, selv om staten fortsat ikke har fuld kontrol i syd. Hezbollah har samtidig signaleret, at gruppen ikke anser sig bundet af, hvad Israel og Libanon aftaler hen over hovedet på den. ^{[2] [3]}

Lørdag sagde Hizbollah, at gruppen havde ramt israelske soldater og militærkøretøjer i Libanon. Den israelske hær oplyste desuden, at en soldat blev dræbt i kamp torsdag. Siden begyndelsen af marts er 17 israelske soldater blevet dræbt i operationer i Sydlibanon.

Civile betaler prisen i et udmattet sundhedssystem

Det humanitære pres vokser samtidig hurtigere end diplomatiet. Siden marts er næsten 1,3 millioner mennesker blevet fordrevet i Libanon. Mere end 390.000 af dem er børn. Sundhedsvæsenet er allerede hårdt belastet, og hospitaler i blandt andet Tyre-området har måttet arbejde med ekstra støtte for at håndtere bølger af sårede. ^{[4] [5]}

Blik fremad

Våbenhvilen er ikke formelt død. Men den ligner i stigende grad en politisk udsættelse uden reel kontrol på jorden. Når civile igen bliver dræbt i tocifrede tal i Sydlibanon, er spørgsmålet ikke længere kun, om aftalen holder. Spørgsmålet er, om den overhovedet beskriver virkeligheden. ^[6]