USA har sendt svar på Irans fredsudspil via Pakistan

Iran siger, at landet har modtaget et amerikansk svar på Teherans seneste fredsudspil. Det er ikke i sig selv et gennembrud. Men det er mere konkret end de offentlige udfald, som de seneste dage har præget forløbet mellem Washington og Teheran.

Det nye i udviklingen er derfor ikke bare, at der udveksles signaler. Det er, at der tilsyneladende cirkulerer egentlige tekster mellem parterne via Pakistan, samtidig med at den militære spænding omkring Hormuz fortsætter. Det gør situationen mere modsætningsfuld, ikke mere enkel.

Relateret artikel:

Iran siger, at USA har svaret på fredsudspil

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Hvad der er nyt siden Trumps afvisning

Vi har tidligere beskrevet, hvordan Donald Trump fredag offentligt afviste Irans seneste udspil som utilstrækkeligt. Nu siger iranske medier og udenrigsministeriet, at USA har sendt et svar tilbage. ^[1]

Det peger på, at forhandlingerne ikke er brudt helt sammen, selv om den offentlige retorik stadig er hård. Washington har endnu ikke lagt indholdet åbent frem, og det er stadig uklart, om svaret er et reelt modforslag, en delvis afvisning eller et forsøg på at snævre forhandlingsrammen ind.

Det er vigtigt, fordi diplomati mellem USA og Iran ofte dør i netop den fase, hvor begge parter gerne vil vise hårdhed udadtil, men samtidig holde en kanal åben bag kulisserne.

Washington, D.C., USA – fokus for amerikansk-iraniske forhandlinger

Hvad Iran faktisk har lagt på bordet

Det iranske udspil er ifølge flere internationale omtaler en 14-punktsplan. Den går markant bredere end klassiske atomforhandlinger. ^[1]

Iran kræver blandt andet amerikansk tilbagetrækning fra områder tæt på landets grænser, ophør af blokade og pres mod iranske havne, frigivelse af frosne iranske aktiver, lettelser eller ophævelse af sanktioner, sikkerhedsgarantier mod nye angreb og en ny ordning for sejladsen gennem Hormuz. Desuden ønsker Teheran, at en samlet aftale falder på plads inden for 30 dage. ^[1]

Det er en maksimalistisk pakke. Den kobler atomspørgsmålet sammen med regional militær tilstedeværelse, søfart, økonomi og Israels rolle i nabolandene. Netop derfor er den også svær at sælge i Washington. ^[2]

Striden handler ikke kun om uran

Det centrale konfliktpunkt er stadig Irans atomprogram, men ikke kun det. Trump har gjort klart, at en aftale efter hans opfattelse kræver, at Teheran opgiver sit atomprogram i en form, som kan kontrolleres. Iran har omvendt ingen tegn vist på, at landet vil afvikle hele sin berigelseskapacitet eller opgive missilprogrammet fuldt ud. ^[1]

Det er her, realismen bliver tynd. Israel ønsker en løsning, der reelt neutraliserer Irans atomkapacitet. Iran ønsker lettelser og sikkerhed uden at aflevere hele sit strategiske værktøj. USA forsøger at presse begge dele igennem på én gang. ^[3]

Derfor er et amerikansk svar vigtigt, men ikke nødvendigvis lovende

Et amerikansk svar kan i princippet gøre tre ting: holde processen i live, teste hvor fleksibelt Iran faktisk er, eller dokumentere, at afstanden fortsat er for stor.

Uafhængige analyser af lignende forløb peger på det samme problem hver gang: Spørgsmålet er ikke kun, hvad der står i en plan, men i hvilken rækkefølge tingene skal ske. Iran vil have lettelser og garantier tidligt. USA vil have verificerbare iranske skridt først. Den slags rækkefølgestrid har ødelagt flere forhandlingsspor siden sammenbruddet af atomaftalen fra 2015. ^[3]

Samtidig er tilliden tæt på nul. Der har været meldinger om angreb, sabotage og forsøg på at ramme forhandlerkredse i regionen. Det gør enhver teknisk model politisk skrøbelig.

Relateret artikel:

Hormuz: Iran truer med at angribe USA

Regionens aktører læser mere ind i svaret end teksten selv

For Israel er spørgsmålet enkelt: Indeholder det amerikanske svar en åbning, som lader Iran beholde for meget? Hvis svaret er ja, vokser risikoen for ny israelsk modstand mod Washingtons linje.

For Saudi-Arabien og andre golfstater er fokus mere blandet. De ønsker mindre krig og mere stabilitet i energihandlen, men de ønsker heller ikke en aftale, der giver Iran økonomisk luft og regional selvtillid uden klare begrænsninger. ^[2]

Økonomisk er betydningen også oplagt. En aftale, selv en begrænset en, kan på sigt lette presset på olie, shipping og forsikring. Et sammenbrud kan gøre det modsatte. Verdensbanken har tidligere vurderet, at regionale konflikter og genopbygningsbehov i nærområdet løber op i tocifrede milliardbeløb, og bare usikkerheden omkring Hormuz har allerede presset energimarkederne mærkbart.

Det svære punkt er gennemførligheden

Der findes masser af fredsplaner i Mellemøsten, som ser funktionelle ud på papir. Det afgørende er næsten altid implementeringen.

Hvis USA's svar fastholder krav om dybe begrænsninger på både atom- og missilområdet, samtidig med at Iran kun får gradvise sanktionslettelser, er der stadig langt til en aftale. Hvis svaret derimod åbner for et mere trinvis forløb med kontrolmekanismer, kan det skabe et smalt diplomatisk rum.

Men selv i det bedste tilfælde er tidshorisonten et problem. Iran vil have hurtige resultater. USA vil have kontrol, verifikation og politisk mulighed for at sælge aftalen hjemme. Det er sjældent en hurtig kombination.

Bundlinjen

Irans melding om et amerikansk svar betyder én vigtig ting: Diplomati-sporet er ikke dødt.

Det betyder ikke, at en fredsaftale er nær. Tværtimod peger næsten alt stadig på, at parterne står langt fra hinanden på de afgørende spørgsmål om atomprogram, missiler, sanktioner, militær tilstedeværelse og Hormuz.

Men forskellen mellem ingen kontakt og tekstudveksling er reel. I den nuværende konflikt er det ofte den forskel, der afgør, om næste skridt bliver endnu en forhandlingsrunde eller endnu en optrapning.

Iran hævder, at USA har svaret på fredsforslagene

USA har sendt svar på Irans fredsudspil

Trump afviser Irans udspil i fastlåste forhandlinger