Fissilt materiale er atommateriale, hvis kerner kan spaltes, når de rammes af langsomme neutroner. Ved denne proces, som kaldes kernespaltning eller fission, frigives store mængder energi samt nye neutroner, der kan udløse flere spaltninger. Derfor kan fissilt materiale danne grundlag for en selvopretholdende kædereaktion, både i civile kernereaktorer og i atomvåben.
Hvad gør et materiale fissilt?
Ikke alle radioaktive eller tunge grundstoffer er fissile. Begrebet bruges især om bestemte isotoper, altså varianter af et grundstof med forskelligt antal neutroner. De mest kendte fissile isotoper er uran-235, uran-233, plutonium-239 og plutonium-241. Fælles for dem er, at deres atomkerner relativt let kan optage en langsom neutron og derefter spaltes.
Det er vigtigt at skelne mellem fissilt og blot spalteligt materiale. Nogle stoffer kan godt spaltes under særlige forhold, men de kan ikke lige så let opretholde en kædereaktion med langsomme neutroner. Fissilt materiale er derfor en mere præcis og teknisk betegnelse.
Hvor bruges det, og hvorfor er det følsomt?
I atomkraftværker bruges fissilt materiale som brændsel, fordi den frigivne energi kan omdannes til elektricitet. I den sammenhæng styres kædereaktionen nøje, så den forløber kontrolleret. I atomvåben er princippet det samme, men reaktionen sker ekstremt hurtigt og ukontrolleret, hvilket skaber en enorm sprængkraft.
Netop derfor spiller fissilt materiale en central rolle i international sikkerhedspolitik. Produktion, lagring og transport er stærkt reguleret, fordi materialet både har civil nytte og kan misbruges militært. Diskussioner om atomprogrammer, ikke-spredning og inspektioner handler ofte om adgang til eller kontrol med fissilt materiale.