FN-pagtens artikel 51 er en central bestemmelse i
folkeretten. Den fastslår, at stater har en iboende ret til individuelt eller kollektivt
selvforsvar, hvis de bliver udsat for et væbnet angreb. Bestemmelsen fungerer som en undtagelse til hovedreglen i
FN-pagten om, at
magtanvendelse mellem stater som udgangspunkt er forbudt.
Hvad siger artikel 51?
Artikel 51 giver en stat mulighed for at bruge magt i selvforsvar, men kun under bestemte betingelser. Der skal være tale om et væbnet angreb, og reaktionen skal være nødvendig og proportional. Det betyder, at en stat ikke frit kan bruge enhver form for militær magt, men kun det, der er nødvendigt for at afværge angrebet. Samtidig skal landet straks underrette FN's Sikkerhedsråd om de skridt, der er taget.
Bestemmelsen gælder også kollektivt selvforsvar. Det betyder, at andre stater kan hjælpe et land, der er blevet angrebet, hvis landet anmoder om det. Det er en vigtig del af grundlaget for militær støtte mellem allierede stater. Artikel 51 gælder dog kun, indtil Sikkerhedsrådet har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at bevare eller genoprette international fred og sikkerhed.
Hvorfor er artikel 51 omstridt?
I praksis opstår der ofte debat om, hvornår et væbnet angreb faktisk foreligger, og hvor langt retten til selvforsvar rækker. Spørgsmål om
forebyggende angreb, angreb fra ikke-statslige grupper og militære operationer på en anden stats
territorium er blandt de mest omdiskuterede. Derfor bliver artikel 51 ofte nævnt i internationale konflikter, når stater forsøger at retfærdiggøre militære handlinger juridisk.
Derfor er bestemmelsen vigtig
Artikel 51 er vigtig, fordi den ligger i spændingsfeltet mellem staters ret til at beskytte sig selv og det internationale samfunds ønske om at begrænse krig. Den bruges igen og igen i debatter om invasioner, militær støtte,
terrorbekæmpelse og FN's rolle. Derfor er den også central i aktuelle nyheder om krig,
sikkerhedspolitik og
international ret.