krigserklæring

En krigserklæring er en formel meddelelse fra en stat om, at den går i krig mod en anden stat. Historisk har den markeret overgangen fra fred til væbnet konflikt og udløst særlige regler, beføjelser og diplomatiske konsekvenser. I dag bruges begrebet også ofte mere løst i medier og politisk debat om handlinger, der opfattes som så alvorlige, at de næsten svarer til en officiel krigserklæring.

I klassisk folkeret var en krigserklæring en tydelig juridisk og politisk handling. Den kunne give regeringer udvidede beføjelser, påvirke forholdet til andre stater og ændre, hvilke regler der gjaldt for soldater, civile, handel og diplomati. En officiel erklæring gjorde det klart, at to stater ikke længere blot var i konflikt, men i egentlig krig.

I moderne international politik er formelle krigserklæringer blevet sjældnere. Stater indleder ofte militære operationer uden at bruge netop denne betegnelse. Derfor kan der godt være væbnede konflikter, selv om ingen af parterne formelt har erklæret krig. De internationale regler for krigens føre, herunder regler om beskyttelse af civile og forbud mod krigsforbrydelser, gælder stadig under væbnede konflikter, også uden en officiel erklæring.

I dag bruges ordet både juridisk og retorisk. Juridisk handler det om en stats formelle beslutning. Retorisk kan politikere, eksperter eller medier sige, at et angreb er en "krigserklæring", hvis det opfattes som en dramatisk optrapning. Det er dog ikke nødvendigvis det samme som en faktisk, folkeretlig krigserklæring.

Et eksempel kan være et missilangreb eller en invasion, som af modparten beskrives som en krigserklæring, selv om der ikke er sendt noget officielt dokument. Derfor er det vigtigt at skelne mellem sproglig dramatik og juridisk status.