Hjemmestyre er en styreform, hvor et land eller område får ret til at styre mange af sine egne indre anliggender, selv om det fortsat er en del af en større stat. Det betyder, at lokale folkevalgte myndigheder overtager ansvar for en række politiske områder, som tidligere blev besluttet centralt. I rigsfællesskabet forbindes begrebet især med Grønland og Færøerne.
Hvad betyder hjemmestyre i praksis?
I praksis handler hjemmestyre om, hvor magten ligger. Når et område får hjemmestyre, kan det typisk selv lovgive og administrere på områder som uddannelse, kultur, sundhed eller lokale erhvervsforhold. Andre områder, som udenrigspolitik, forsvar og dele af forfatningsretten, kan fortsat ligge hos staten.
Hjemmestyre er derfor ikke det samme som fuld uafhængighed. Området får betydelig politisk frihed, men er stadig knyttet til en overordnet statslig ramme. I Grønland blev hjemmestyre indført i 1979, og senere blev ordningen udbygget med selvstyre i 2009. Den udvikling viser, at hjemmestyre ofte kan være et skridt i en længere proces mod større selvbestemmelse.
Hjemmestyre, selvstyre og politisk identitet
Begrebet bruges ofte sammen med ord som selvstyre og autonomi, men der kan være forskelle i, hvor meget magt der faktisk er overført. Hjemmestyre beskriver typisk en ordning, hvor lokale myndigheder har vidtgående ansvar, men inden for en stat, der stadig har det overordnede ansvar på visse områder.
Debatten om hjemmestyre handler derfor ikke kun om jura og forvaltning, men også om identitet, demokrati og retten til at træffe beslutninger tæt på befolkningen. Det ses for eksempel i diskussioner om Grønlands forhold til Danmark, om råstoffer, sprog, velfærd og international repræsentation. Derfor er hjemmestyre et centralt begreb i aktuelle nyheder om rigsfællesskabet, Arktis og spørgsmål om selvbestemmelse.