Selvstyreloven er den danske lov fra 2009, som udvidede Grønlands selvbestemmelse inden for rigsfællesskabet. Loven afløste hjemmestyreordningen fra 1979 og fastlægger, hvilke områder Grønland selv kan overtage ansvaret for, og hvilke der fortsat ligger hos Danmark. Den har derfor stor betydning for forholdet mellem Nuuk og København og for debatten om Grønlands vej mod mulig selvstændighed.
Hvad går selvstyreloven ud på?
Med selvstyreloven blev Grønland anerkendt som et folk i folkeretlig forstand. Det betyder blandt andet, at grønlænderne har ret til selv at beslutte deres fremtidige status. Loven giver Grønland mulighed for gradvist at overtage flere sagsområder fra den danske stat, for eksempel inden for råstoffer, retsforhold eller andre dele af den offentlige forvaltning, hvis de politisk og økonomisk ønsker det.
Forholdet til selvstændighed
Et centralt punkt i selvstyreloven er, at den åbner for grønlandsk selvstændighed, hvis det grønlandske folk ønsker det. En sådan proces kræver politiske beslutninger og forhandlinger mellem Grønland og Danmark. Derfor bliver loven ofte nævnt i diskussioner om, hvornår og hvordan Grønland eventuelt kan løsrive sig fra rigsfællesskabet.
Hvorfor er loven vigtig?
Selvstyreloven er vigtig, fordi den sætter rammen for magtfordelingen mellem Grønland og Danmark i en tid, hvor Arktis fylder mere i international politik. Når der opstår debat om naturressourcer, sikkerhed, stormagtsinteresser eller grønlandsk identitet, er selvstyreloven ofte det juridiske og politiske udgangspunkt. Derfor er den central for at forstå både aktuelle konflikter og fremtidige forandringer i rigsfællesskabet.