Israel jævner landsbyer i det sydlige Libanon

Vil du læse artikler uden reklamer?

Tilmeld dig gratis og få uendelig adgang til alle artikler.

Systematiske nedrivninger i det sydlige Libanon vækker ny krigsforbrydelsesdebat

Israelske styrker er i gang med at jævne byer og landsbyer i det sydlige Libanon med jorden. Det viser nye satellitbilleder, verificerede videoer og analyser af ødelæggelser i grænseområdet. Omfanget er markant: mindst 1.400 bygninger er ifølge visuel dokumentation blevet ødelagt siden begyndelsen af marts, og det reelle tal kan være væsentligt højere. ^[1]

Det nye i sagen er ikke kun antallet af ødelagte bygninger. Det er også mønstret. Billederne peger på kontrollerede nedrivninger, hvor hele bebyggelser forsvinder, ikke kun på skader efter luftangreb under aktive kampe. Det skærper spørgsmålet om, hvorvidt Israel går langt videre end, hvad international humanitær ret tillader. ^[2]

En ny fase i konflikten ved grænsen

De aktuelle ødelæggelser kommer efter en israelsk optrapning i det sydlige Libanon og efter offentlige udmeldinger fra den israelske forsvarsledelse om at fremskynde ødelæggelsen af boliger nær grænsen. Israels argument er, at Hizbollah har indlejret militær infrastruktur i civile områder, og at ødelæggelserne derfor er militært nødvendige. ^[3]

Relateret artikel:

Israel og Hizbollah trapper op trods møde

Det er et centralt juridisk punkt. Under krigens love må civile bygninger ikke ødelægges, medmindre der foreligger en tvingende militær nødvendighed. Den standard er høj. Det er ikke nok, at en bygning ligger i et område, hvor en væbnet gruppe opererer. Der skal være en konkret og lovlig militær begrundelse. ^[4] ^[5]

Flere folkeretseksperter vurderer, at den systematiske karakter af nedrivningerne kan udgøre en krigsforbrydelse. Det gælder især, hvis ødelæggelserne er foretaget efter, at israelske styrker har opnået kontrol over et område, og uden at der foregår direkte kamp om de enkelte bygninger. ^[6]

Ikke et enkeltstående udbrud, men et velkendt mønster

Det sydlige Libanon har i årtier været frontlinje i en konflikt, som igen og igen vender tilbage til de samme byer. Den historiske baggrund er afgørende for at forstå, hvorfor netop grænselandsbyerne nu rammes så hårdt. ^[7]

Fra invasionen i 1982 til krigen i 2006

Konflikten mellem Israel og væbnede grupper i Libanon kan spores tilbage til den israelske invasion i 1982 og de efterfølgende årtiers besættelse, tilbagetrækning og grænsekonflikter. Hizbollah voksede frem som både militær aktør og politisk magtfaktor i den periode, med støtte fra Iran og en stærk forankring i den shiamuslimske befolkning i det sydlige Libanon. ^[8]

Krigen i 2006 blev et vendepunkt. Efter den krig blev FN-styrken UNIFIL udbygget med et mandat til at overvåge våbenhvilen og støtte de libanesiske myndigheder i syd. Formålet var at forhindre genopblussen langs grænsen. I praksis har UNIFIL dog i årevis været fanget mellem en stærkt bevæbnet Hizbollah, israelske sikkerhedskrav og en svag libanesisk stat. ^[9]

Det betyder, at dagens ødelæggelser ikke sker i et tomrum. Grænsebyerne i syd har tidligere været udsat for bombardementer, evakueringer og ødelæggelser. Men den nuværende brug af kontrollerede nedrivninger i stor skala ligner en mere bevidst omformning af terrænet tæt ved grænsen.

En bufferzone i praksis

Set fra israelsk side handler operationerne om at forhindre nye angreb på israelske samfund nord for grænsen. I den logik bliver sønderrevne landsbyer et middel til at skabe afstand, udsyn og vanskeligere betingelser for Hizbollah.

Problemet er, at international ret ikke giver stater frit spillerum til at ødelægge civile områder for at forbedre fremtidig sikkerhed. Forebyggelse alene er ikke nok, hvis der ikke kan påvises konkret militær nødvendighed i det enkelte tilfælde. Jurister har også i andre konflikter advaret mod, at stater udvider begrebet "militært mål" ved at hævde, at civile bygninger har en slags blandet funktion. Folkeretten arbejder ikke med en løs kategori for "dobbelt brug", som gør almindelige civile objekter til legitime mål i sig selv. ^[10]

Humanitære konsekvenser rammer et allerede presset Libanon

Prisen bæres af civile, der i forvejen lever i et land i dyb økonomisk og politisk krise. Over 1,2 millioner mennesker er ifølge FN blevet fordrevet i Libanon under den seneste krigsfase, heraf omkring 820.000 fra den sydlige del af landet. Mange er flygtet nordpå, andre er krydset ind i Syrien. ^[11]

Relateret artikel:

Sydlibanons redningsfolk arbejder under angreb

Når hele landsbyer bliver jævnet, ændrer det karakteren af fordrivelsen. Det er ikke længere kun et spørgsmål om midlertidig flugt fra kamphandlinger. Det bliver et spørgsmål om, hvorvidt der overhovedet er noget at vende hjem til.

Tidligere undersøgelser af ødelæggelser i det sydlige Libanon har dokumenteret, at ikke kun boliger, men også moskeer, kirkegårde, veje, parker og sportspladser er blevet beskadiget eller fjernet. Det peger på en bredere destruktion af lokalsamfund, ikke kun af påstået militær infrastruktur. ^[1]

Den juridiske kerne: Beskyttelse af civile og deres ejendom

International humanitær ret bygger på et enkelt princip, som ofte bliver mudret i moderne krige: der skal skelnes mellem civile og kombattanter, og mellem civile objekter og militære mål. Civile må ikke gøres til mål, og deres ejendom er beskyttet, medmindre den lovligt kan klassificeres som et militært mål. ^[4]

Det er derfor ikke nok for Israel at henvise generelt til Hizbollahs tilstedeværelse i området. Hvis bygninger ødelægges systematisk, uden åbenbar kamp på stedet, og uden dokumentation for konkret militær brug, står forklaringen svagt.

Israels forsvar siger, at det handler i overensstemmelse med krigens love. Men indtil videre er der ikke fremlagt offentlig dokumentation, som kan underbygge den nødvendighed i stor skala, som de omfattende nedrivninger kræver.

Hvad UNIFIL ikke har kunnet forhindre

UNIFILs tilstedeværelse skulle efter 2006 være en bremse på netop denne slags eskalation. Missionen har dog længe været kritiseret for at have begrænset handlekraft. Den kan observere, rapportere og koordinere, men den kan ikke tvinge nogen af parterne til at ændre kurs. ^[9]

Det efterlader en velkendt situation: FN registrerer udviklingen, mens realiteterne på jorden formes af militær magt. Når hele landsbyer forsvinder, bliver det også et vidnesbyrd om, hvor lidt de internationale mekanismer reelt formår, når konflikten intensiveres.

Blik fremad

Det afgørende spørgsmål er ikke kun, hvor mange bygninger der er væk i dag. Det er, om ødelæggelserne er begyndelsen på en mere permanent israelsk strategi i det sydlige Libanon, hvor civile grænseområder omdannes til en de facto sikkerhedszone gennem nedrivning.

Hvis det er tilfældet, bliver sagen større end endnu et voldsomt kapitel i Israel-Hizbollah-konflikten. Så handler den om, hvorvidt en stat i praksis kan ændre et naboområdes beboelsesstruktur under dække af militær nødvendighed. Det er netop derfor, satellitbillederne betyder mere end blot dokumentation af krigsskader. De viser et mønster, og det mønster vil få juridiske og politiske eftervirkninger langt ud over grænsen mellem Israel og Libanon.

Nedrivninger i Syd-Libanon: satellitfotos viser omfattende ødelæggelse siden marts